Senere på året planlægger Apple at lancere en ny og mindre version af desktop-computeren, Mac Mini.
Ifølge det amerikanske medie Bloomberg vil den nye Mac Mini blive betydeligt mindre og være på størrelse med et Apple TV.
Det vil ifølge mediet betyde, at Mac Mini bliver Apples mindste computer nogensinde.
Bliver udstyret med M4
Den nye computer vil blive udstyret med den seneste udgave af Apples chip-serie, og kunderne vil kunne vælge mellem en version med den almindelige M4-chip, der allerede findes i iPad Pro, og en mere potent version med en M4 Pro-chip.
Ifølge Bloomberg er der blevet testet versioner, der på bagsiden har mindst tre USB-C-stik, et HDMI-stik og et stik til et strømkabel.
Det ventes, at Apple, udover en ny Mac Mini, i løbet af det kommende år også vil udstyre MacBook Air, MacBook Pro, iMac, Mac Studio og Mac Pro med de nye M4-chips.