Det hed sig engang, at hvis man skulle have det bedste af det bedste, særligt når det gælder ydelse og funktioner, skulle man have sig en fuldblods desktop-maskine, mens de mere bærbare maskiner indgik alle former for kompromisser.
Sådan forholder det sig ikke helt længere, i en tid hvor processor-udviklingen målrettes bærbare, kompakte og lette enheder.
Et eksempel på dette ser vi i dagens lilleput desktop-model, ASUS NUC 14 Pro, som ret beset er bygget omkring laptop-hardware, og derfor får adgang til en processor fra Intels bygget på de nyeste fremstillingsteknikker og med en indbygget NPU-chip til at klare AI-opgaver.
Den slags må klassiske desktop-processorer indtil videre undvære.
Bittelille sag
ASUS NUC 14 Pro synes at være skabt til at se anonym ud som muligt – og den lever dermed i tråd med de tidligere NUC-enheder, som Intel tidligere skabte, men som ASUS nu har overtaget.
Alene størrelsen gør den til et lille vidunder. Den fylder omtrent en tredjedel af en Mac mini og er som lavet til at blive gemt af vejen.
Der følger endda en VESA-monteringspladen med, så den kan gemmes bag de fleste kontorskærme og sikre minimal kabelføring.
Jeg vil endda anbefale at gemme den lidt, for mat sort plast er ikke ligefrem inspirerende at se på, i forhold til Apples nydelige mini-pc.
En lille udfordring er det også, at også at NUC 14 Pro skal brødfødes af en dedikeret strømforsyning, som heller ikke vil pynte med sin lige så sorte plast.
Men bare fordi man er lille, behøver man ikke gå ned på porte. Dem er der rigeligt af med tre gange USB-C (heraf to Thunderbolt 4 porte), fire gange USB-A, to gange HDMI og et 2.5Gb Ethernet-stik.
Alt det, der skal til, for at udleve en tilværelse på kontoret, i hjemmet eller ud som Edge-enhed. Eneste eventuelle savn jeg kan forudse, er en kortlæser og ind-/udgang til et headset – man kan dog ty til bluetooth i stedet.
Byg-selv muligheder
Når man anskaffer sig en NUC 14 Pro skal man desuden tage stilling til, om man vil have den som samlesæt (barebones), hvor man selv skal putte nøglekomponenter som ram-klodse, ssd-lager og et styresystem i, eller som færdigbagt system.
Her er endda plads til to ssd-drev, den ene er dog af den dyrere 2242-type i stedet for den gængse 2280-variant.
At komme ind til komponenterne er relativt enkelt og kræver ikke noget specialiseret udstyr. Man skal dog vide, hvad man gør, da delene er små og de tynde kabler indvendigt let kan blive beskadigede.
Modellen gør, at NUC 14 Pro starter ved 4.000 kroner med en Core Ultra 5 125H, mens der nok skal slippes et til to tusinde kroner ekstra på komponenter, før denne er køreklar.
Regningen kan til gengæld løbe op i hele 11.100 kroner for dagens topmodel, som er udstyret med Windows 11 Pro, 16 gigabyte DDR5 ram, 512 gigabyte lager samt en 16-kernet Core Ultra 7 165H processor.
Det er næsten en tusindlap dyrere end en tilsvarende ekviperet Mac mini.
Små AI-kræfter
Intels Core Ultra serie har vi allerede stiftet bekendtskab med i alskens laptops, men her får den lov til at snurre længere ved de højeste 5,0 GHz takket været en større køler.
Sidstnævnte er desværre lige så larmende, som man oplever i gaming-laptops mens den samtidig har en kedelig tendens til at gøre opmærksom på sig selv ved hyppigt at spinde op og ned.
Til trods for kølerens hidsige snurren, bliver varmen ikke ledt synderligt effektivt ud af det lille kabinet, hvorfor selv kabinettet bliver næsten for varm til at røre ved.
Selve ydelsen er til gengæld ganske tilfredsstillende og rigeligt til at klare enhver tænkelig kontoropgave.
Der hvor enheden udfordres er, hvis man vil i gang med regnetunge opgaver såsom 3D-spil eller videoredigering og 3D-rendering.
Man skal altså op i en maskine med dedikeret grafikkort, for at få et ydelsesløft i de discipliner.
Men lidt spil ved lavere opløsninger og en grad af videoredigering kan dog sagtens lade sig gøre her.
En af de unikke muligheder som NUC 14 Pro tilbyder, ligger dog i den indbyggede NPU, altså en ’neural processing unit’ dedikeret til AI-opgaver.
Denne synes dog allerede at være overhalet af virkeligheden, da den alene leverer 11 TOPS, hvor de nyeste kuld af ’Copilot+’ AI-pc’er kræver over 40 TOPS, før de nye AI-drevne funktioner kan aktiveres.
Det er lidt af en streg regning for en kontor-mindet maskine, hvor netop det at få Copilot-assisteret Word eller Excel op at køre vil være en fordel.
Funktionerne bør dog stadig tilgængelige, men alene drevet igennem skyen.
Overset mulighed
At skabe en mikro-pc vil altid være lidt af en udfordring, da utrolig meget hardware skal klemmes ind på meget lidt plads.
Asus har dog formået at samle et godt miks af egenskaber sammen i sin NUC 14 Pro, om end flere vigtige detaljer er blevet overset.
Intel Core Ultra platformen er solid og hurtig, selv om den ikke indfrier de store AI-løfter, der lød i starten af året fra Intel og Microsoft.
Hvad der er sværere at tilgive, er køleløsningen både larmer i utide og samtidig virker underdimensioneret, mens muligheden for et kablet headset helt er overset.
Den samlede pakke ender samtidig med at blive halvdyr, da man kan få en tilsvarende ekviperet laptop for det samme beløb.
Når nu Asus har sparet både skærm, batteri med mere væk, bør det afspejle sig i prisen.