Det har været længe undervejs, men nu ser det endelig ud til, at det lykkes for chipproducenten Broadcom at få godkendt opkøbet af VMware efter konkurrencemyndigheder verden over er gået handlen igennem med en tættekam.
Det sker efter, at de kinesiske myndigheder, der var den sidste forhindring, nu har ladt handlen gå igennem.
Opkøbet, der oprindeligt havde et prisskilt på 60 milliarder dollar, er nu mere end 80 milliarder dollar værd.
Det skriver Broadcom i en meddelelse.
Uvist, hvad handlen kommer til at betyde for kunder og ansatte
Ved det netop afsluttede VMware Explore i Barcelona var Raghu Raghuram, CEO i VMware, meget svær at få i tale omkring det opkøb, hele konferencen stod i skyggen af.
Det samme var Hock Tan, CEO i Broadcom, der kortvarigt var på scenen for at forsikre alle om, at handlen ville gå igennem, og at man glædede sig til, at den gjorde det.
Broadcom-CEO'en kom dog med et løfte om, at man ville investere to milliarder dollar i VMware om året.
"Halvdelen af denne investering er allerede blevet øremærket til at accelerere udrulningen af VMware-løsninger til kunderne, hvilket gør os i stand til at øge cloud-konkurrencen ved at vokse og styrke VMwares kundebase og bringe værdi til det lokale datacenter, samtidig med at softwareaktiverede arbejdsbelastninger fremmes," lød det blandt andet.
Raghuram tilføjede, at indtil handlen er gået igennem, så fungerer VMware på præcis samme måde, som det har gjort hidtil. Men der var ingen informationer om, hvordan selskabet vil fungere i fremtiden.
Rygter om fyringer
Computerworld erfarer i den forbindelse, at der arbejdes med en plan, der kan betyde nedskæringer i medarbejderstaben hos VMware i forbindelse med Broadcoms overtagelse af cloud-computing-selskabet.
Dette kan også komme til at omfatte den danske del af forretningen, der ifølge CVR-registret har omkring 45 ansatte.
VMwares danske landechef Lars-Bo Klausen har tidligere fortalt til Computerworld, at han ikke kan kommentere på forlydenderne om, at der er fyringer undervejs.
"Jeg kan faktisk ikke sige noget som helst," lød det dengang fra den danske landechef.
Tre tilbud
Det normalt velunderrettede medie The Register har fået bekræftet, at der i midten af september blev afholdt et møde med de ansatte i forbindelse med en kvartalsvis virksomhedsopdatering.
Her skulle medarbejderne være blevet informeret om, at VMwares ansatte vil få et af tre tilbud i forbindelse med opkøbet:
Et tilbud om fortsat beskæftigelse hos Broadcom, fratrædelse på VMwares normale vilkår eller en midlertidig kontrakt som led i en overgangsplan, der på sigt vil medføre, at deres rolle i virksomheden bliver sløjfet.
VMwares danske landechef Lars-Bo Klausen må og kan ikke sige noget, forklarer han.
"Det er langt, langt over mit niveau," fortalte den danske landechef.
"Alt, der handler om det her opkøb, foregår på vores hovedkontor i USA, og det skal have lov at falde på plads, hvis der er noget, der skal falde på plads," lød det videre.
Godkendelsen af handlen tog meget længere tid end forventet
Broadcom havde håbet på, at handlen var gået igennem langt hurtigere og lettere, men myndigheder i både USA og Europa havde deres tvivl og det grønne lys kom efter lange forhandlinger, hvor Broadcom lovede, at VMwares tjenester fortsat ville kunne benyttes med konkurrerende virksomheders tjenester efter opkøbet.
EU sagde ja til handlen i juli måned, det samme gjorde de britiske myndigheder kort efter og nu manglede man kun det kinesiske ja. Her havde man sat 30. oktober som den dato, hvor man regnede med, at man skulle være i mål med handlen.
Men 30. oktober kom og gik og kineserne havde ikke givet deres velsignelse til handlen.
Derfor kom Broadcom i en uønsket position, for i købsaftalen fremgik det, at sidste dato for opkøbet er 26. november.
Den kinesiske blokade blev af flere iagttagere anset, som værende en del af teknologistriden mellem USA og Kina, hvor især amerikanerne har indført restriktioner i forhold til eksporten af teknologi og hardware til Kina.
Den kinesiske leder Xi Jinping besøgte for nylig USA, hvor han blandt andet mødtes med den amerikanske præsident Joe Biden. Om mødet har haft indflydelse på at skubbe handlen det sidste stykke over målstregen er dog svært at sige.
Ifølge Broadcom har de kinesiske myndigheder godkendt handlen under betingelse af, at man sørger for, at VMware-software fortsat vil have ’interoperabilitet’ med lokal hardware, lyder det.