Den britiske konkurrencemyndighed Competition and Markets Authority (CMA) oplyser, at myndigheden er nået frem til en afgørelse, efter at have kigget nærmere på Broadcoms opkøb af software-virksomheden VMware til et beløb på 61 milliarder dollar, der i danske kroner løber op i 443 milliarder kroner.
Myndighedens vurdering er, at opkøbet vil hæve prisen på servere og kvæle innovation.
Det skriver CMA på sin hjemmeside.
Beslutningen er midlertidig, og Broadcom har nu fået fem arbejdsdage til at imødegå myndighedernes bekymringer, før de beslutter, om opkøbet skal undersøges yderligere inden for fem dage.
Broadcom vil diversificere sin forretning
Opkøbet af VMware blev annonceret i maj 2022 og er den næststørste handel i verden i det forgangne år - kun overgået af Microsofts køb af Activision Blizzzard, som den britiske konkurrencemyndighed også ser nærmere på lige nu.
VMware, der har hovedsæde i Palo Alto i den amerikanske delstat Californien, betragtes som en af de førende leverandører af multi cloud-services til alle apps.
Broadcom forsøger med denne overtagelse at diversificere sin forretning til også at omfatte enterprise-software.
Myndighederne er bekymrede for, at opkøbet vil give Broadcom mulighed for at udelukke konkurrenter fra forsyningskæden til servermarkedet og dermed kvæle innovationen.
EU har også åbnet en undersøgelse af opkøbet og mener, at det vil give Broadcom mulighed for at begrænse konkurrencen på markedet for hardwarekomponenter, der er kompatible med VMwares software.
EU’s konkurrencemyndigheder oplyste dog i forgangne uge, at beslutningen om det store opkøb var blevet udskudt.
Den europæiske konkurrencekommission havde planlagt, at beslutningen ville falde 7. juni, men har altså rykket beslutningen i to uger, så den i stedet vil falde 21. juni.