Definition
At overclocke vil sige at få komponenter, typisk processorer, til at fungere ved højere clockfrekvenser, end de egentlig er beregnet til fra producentens side. Overclocking er et spørgsmål om at få højere ydelse ud af det pc-system, man har investeret i. Før man går i gang, bør man dog spørge sig selv om, hvor meget en stigning på nogle procent i ydelse egentlig betyder i forhold til det, man bruger sin pc til. Med andre ord: Hvis man benytter computeren til kontorapplikationer og internet-surfing, er det måske ikke besværet værd at overclocke.
Overclocking kan forøge processorens ydelse med ti procent eller mere. Alligevel foretages overclocking ikke så meget, fordi det virkelig betyder noget for forholdet mellem pris og ydelse, men nok nærmere fordi, det overhovedet kan lade sig gøre. Den intellektuelle udfordring kombineret med et øget kendskab til det edb-udstyr, man har med at gøre, er grund nok for mange overclockers.
Det er vel at mærke ikke risikofrit at overclocke. Man risikerer, at komponenter brænder sammen eller på anden måde ødelægges, og når komponenterne med fuldt overlæg er sat til at overskride sine specifikationer, dækker garantien ikke, hvis det går galt. I samme åndedrag skal siges, at overclocking ikke er for begyndere. Hvis man ikke har nogen anelse om, hvordan man nulstiller en BIOS, skal man slet ikke gå i gang. Man skal vide, hvordan en pc fungerer og tage sine fornuftige forholdsregler, når der overclockes. Gør man det, er risikoen for ødelagte komponenter til gengæld ikke alarmerende.
Markedet
Når der fremstilles processorer, er det ikke givet fra starten, hvilken frekvens de skal arbejde med. Producenten tester processorerne, og ud fra testresultaterne besluttes det, hvilken clockfrekvens processorerne skal sælges med. Kravet er hundrede procents stabilitet ved normal luftkøling.
Der kan dog også være markedshensyn, der bestemmer, hvilke frekvenser processorerne tildeles. Producenten kan vælge at mærke processorer med lavere clockfrekvens, end de egentlig kan klare, for at dække hele spektret af frekvenser og alle dele af markedet. Under alle omstændigheder holdes en vis sikkerhedsmargen, når hastigheden stemples på processoren, og derfor kan man næsten altid presse en smule mere ud af den, end producenten garanterer.
Imidlertid er producenterne ikke glade for overclocking. Jo hurtigere processorer, desto dyrere kan de sælges, og hvis brugerne eksempelvis kan få en 1,2 GHz processor til at fungere gnidningsfrit ved 1,4 GHz, går det selvfølgelig ud over salget af de hurtigere processorer. Samtidig skal uredelige forhandlere helst ikke kunne sælge overclockede systemer til overpris.
Derfor låser producenterne processorerne fast til en bestemt clockfrekvens. Helt så enkelt er det dog ikke, for en processors frekvens er givet ved et multiplum af systembussens frekvens. For at finde processorens clockfrekvens, skal man gange systembussens frekvens med en heltallig eller halvtallig værdi ? den såkaldte multiplier. For eksempel kan en 1.200 MHz-processor med en busfrekvens på 100 MHz have en multiplier på 12, og har processorens systembus en frekvens på 133 MHz, er multiplieren sat til 9.
Fart på
Det er multiplieren, der er låst fast på de fleste nye processorer. Siden midten af 1998 har Intel-processorer været låst, og med Athlon og Duron har AMD fået samme idé. Man kan dog være heldig at finde en ulåst Athlon-processor, og skulle den være låst, er det muligt at låse den op ? mere om det senere i artiklen.
Mens multiplieren ligger fast, kan systembussens frekvens reguleres på mange bundkort. Det er i pc'ens BIOS, man stiller på denne frekvens. Hvis man skruer busfrekvensen op fra 100 til 105 på en processor, der er lavet til at køre med 600 MHz og en multiplier på 6, resulterer det i en processorhastighed på 630, altså en stigning på fem procent.
Når man skruer systembussens hastighed op, påvirker det ikke kun processorhastigheden. Frekvensen på PCI- og AGP-bussen stiger med lige så mange procent som systembussen, og systemets hukommelse vil også køre hurtigere.
Det stiller krav til de komponenter, man benytter i pc?en, og det begrænser, hvor højt man kan sætte bushastigheden i vejret. PCI-udstyr er fremstillet til en frekvens på 33 MHz, og hvis man skruer op for hastigheden, påvirker det harddiske, netkort, lydkort og hvad man ellers har tilsluttet PCI-bussen. AGP-bussen har normalt en frekvens på 66 MHz, og grafikkortet kan ikke nødvendigvis tåle meget mere.
Hvis man holder sig til mærkevarer af høj kvalitet, er der dog gode muligheder for, at komponenterne kan klare mosten, så længe man ikke går til yderligheder. En forøgelse af bushastigheden på 10-15 procent er ofte mulig, men man bør øge frekvensen med få megahertz ad gangen og løbende sikre sig, at pc-systemet stadig er fuldstændig stabilt. Det kan man for eksempel gøre ved at afvikle krævende programmer uafbrudt i timevis. Hvis pc'en går ned, må man skrue lidt ned igen.
Varme
Når komponenterne kører hurtigere, bruger de også mere strøm. Derfor kan man blive nødt til at udskifte pc?ens strømforsyning med en kraftigere model ? 300 watt er ikke helt hen i vejret.
Det er bundkortets opgave at tildele strøm til processoren, og når clockfrekvensen hæves, kan det være nødvendigt at give processoren en smule større spænding. På nogle bundkort kan spændingen til processoren reguleres med intervaller på 0,05 volt, og også her er det selvfølgelig vigtigt at gå endog meget forsigtigt frem.
Når det handler om elektronik, betyder større strømforbrug også mere varme. Derfor kan man ikke skrive om overclocking uden også at gøre et stort nummer ud af køling. En ordentlig køling er alfa og omega, når der skal overclockes uden at skade komponenterne. Det er vel at mærke ikke nok, at varmen ledes væk fra komponenterne, hvis den ophobes i kabinettet i stedet. Derfor skal man også sørge for en ordentlig luftgennemstrømning i kabinettet.
Selv om alle komponenter kan have godt af ekstra køling, er det især processoren, der let bliver for varm. De glade 386-dage, hvor kølere var inderligt unødvendige, er uigenkaldeligt forbi. Med til de stadig mere komplicerede processorer hører tilsvarende sindrige kølesystemer.
Når man måler på processoren, må den helst ikke være meget over 50 grader. Jo varmere den er, desto større er risikoen for et ustabilt eller uvirksomt system, og jo kortere levetid har processoren.
Køling
| NoiseControl Silverado er blandt de mest effektive kølere på markedet. |
Alternativet er et større kølelegeme, en såkaldt heatsink, med et rigeligt antal metalfinner, der kan lede varmen væk fra processoren. Ideen med heatsinks er at fordele varmen fra processoren, så den kan afgives fra et langt større areal, end det ellers ville være tilfældet. Kombineres en god heatsink med en kraftig blæser, kan processorens temperatur nedbringes drastisk.
Man kan få en effektiv luftkøler for et par hundrede kroner. Herfra kan vi varmt anbefale Silverado fra tyske NoiseControl, der er både stille og effektiv, men den koster til gengæld op imod 600 kroner. Ved køb af køler skal man sikre sig, at køleren er beregnet til netop den processor, man anvender. Der findes en del historier om folk, der ved monteringen af en forkert køler har fået ødelagt processoren.
Alle de nye sokkelprocessorer fra Intel og AMD er af flip-chip-typen. Det betyder, at selve chippen, der kun har et areal på omkring en kvadratcentimeter, vender op mod køleren. Det betyder igen, at køleren skal tage imod en masse varme fra dette lille areal ? man skal kort sagt sørge for, at køleren sidder ordentligt. En sløset påsat køler er den største trussel for disse processorer.
Snyd
Alle processorer kan overclockes, men nogle er mere oplagte end andre. For Intel Celeron, Pentium III og Pentium 4 gælder, at multiplieren er låst, og derfor er det kun bushastigheden, der kan sættes i vejret.
Celerons busfrekvens er på enten 66 eller 100 MHz, og eftersom bundkort med Socket 370 til Celeron også understøtter Pentium III, hvis systembus er hurtigere, kan bundkortene klare busfrekvenser langt over de 66 MHz. Mange Celeron-processorer kan tåle at få bushastigheden sat op med en tredjedel eller mere, uden at det går ud over systemets stabilitet. Hvis man anvender PC133 MHz RAM, er hukommelsens hastighed ikke stopklods for overclockingen.
Pentium III Coppermine fås med to forskellige bushastigheder, nemlig 100 og 133 MHz. Hvis man vil overclocke, bør man vælge en 100 MHz-version, for så kan man anskaffe et bundkort, der understøtter 133 MHz-bus. Derefter kan man bilde bundkortet ind, at processoren er med 133 MHz-systembus, bruge PC133 RAM og indstille PCI- og AGP-busserne til de frekvenser, de normalt bruger. Dermed undgår man at stresse andre komponenter. Pentium III 700E er blandt de mest brugte til overclocking.
AMD Athlon og Duron har en systembus med en frekvens på 200 MHz, og den kan ikke sættes meget i vejret, selv om bussen i praksis kører 100 MHz i forhold til PCI, AGP og hukommelse. Det er de 100 MHz, der er udgangspunktet, når der skal overclockes, og hvis man når en forøgelse på ti procent, er det slet ikke dårligt. På samme måde kører bussen på Pentium 4-systemer med 400 MHz, og den kan godt sættes ti procent op.
Lås op
Det er en stor fordel, hvis man i stedet for at skrue op for systembussens frekvens kan ændre på multiplieren, men langt de fleste af disse processorer har fastlåst multiplier.
Det er der dog råd for. Til de gamle Athlon-processorer til Slot A kan man købe et såkaldt Gold Finger Device, der kan monteres på processoren, og som gør det muligt at ændre på multiplieren. Til de nye Athlon Thunderbird og Duron til Socket A er det lidt mere kompliceret. Her skal man lokalisere en række elektriske broer på oversiden af processoren, og alt efter hvilken bushastighed og multiplier, man vil forsøge sig med, skal disse broer enten forbindes eller skæres over.
Denne metode er absolut ikke for tøsedrenge. Heldigvis er der en lidt nemmere måde at låse Athlon og Duron op på, som indebærer, at man forbinder de fire broer, der er markeret med L1 på oversiden af processorerne. Når det er gjort, kan man stille multiplieren fra BIOS, hvis bundkortet understøtter det, vel at mærke.
Her er vi gået tæt på Athlon. Indsat ses forstørrelser af de fire elektriske broer, der skal forbindes, hvis man skal kunne overclocke processorens multiplier. Øverst er broerne forbundne, og processoren kan overclockes. Nederst er dette ikke tilfældet.
Det kan gøres med en fin, elektrisk ledende pen, og med lidt held og en hel del fingerfærdighed kan en almindelig spids stiftblyant også bruges til at låse processorerne op. Det er ikke et job for fummelfingrede, for vi taler om dimensioner mindre end en millimeter.
Især Duron er et oplagt offer for overclockere. Den er billig, hurtigere end Celeron og den lader sig gerne overclocke et par hundrede megahertz. Til gengæld er det tvivlsomt, om man kan benytte ovenstående trick på den nye Athlon XP og de øvrige AMD-processorer med Palomino-kerne.
Bundkort
Det lyder jo alt sammen meget godt, men overclocking kræver, at der er mulighed for at manipulere med bushastigheden og eventuelt også multiplieren. Det gøres enten ved flytning af små kontakter på bundkortet eller i BIOS.
Generelt er det helt essentielt, at man vælger det rette bundkort til en pc, der skal overclockes. Det er sjovere at have en ulåst Duron, hvis man kan ændre multiplier på bundkortet, men det er der faktisk kun ganske få bundkort, der tilbyder.
Mange bundkort giver overhovedet ikke mulighed for overclocking. Det gælder for eksempel bundkort fra Intel, men også en hel del af de billige bundkort, der følger med en samlet pc. Overclocking-faciliteter er dog gået hen og blevet et vigtigt konkurrenceparameter blandt producenter af bundkort, og derfor kommer der stadig flere overclocking-venlige bundkort på markedet. På disse bundkort skal man enten bytte om på jumpers på bundkortet eller indstille bushastighed og eventuelt også multiplier og processorspænding i BIOS. De bedste bundkort byder på en række forskellige indstillingsmuligheder for busfrekvensen.
Når systembussen overclockes, er det en fordel, hvis man kan regulere hastigheden på PCI- og AGP-bussen. En del bundkort med VIA-chipsæt tillader endvidere at sætte RAM-bussen til en anden frekvens end systembussen. Dermed kan man overclocke systembussen uden at skulle bekymre sig om, hvorvidt hukommelsen kan følge med.
Da man skal holde et vågent øje med temperaturen på processoren, er det en fordel, hvis bundkort og/eller processor har indbygget termometer. Alternativt skal der være mulighed for at forbinde egne varmesensorer til bundkortet. I begge tilfælde kan programmer som VIA?s Hardware Monitor, der følger med bundkort med VIA-chipsæt, eller det gratis program Motherboard Monitor afsløre temperaturerne.
