Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Ny digital handlingsplan for Danmark / Center for Cybersikkerhed søger folk til at modstå kinesiske grupper / Slåskamp mellem Musk og Zuckerberg skal livestreames på X

Ny digital handlingsplan for Danmark. Center for Cybersikkerhed søger folk til at modstå kinesiske grupper. Slåskamp mellem Musk og Zuckerberg skal livestreames på X. Ny direktør i Institut for Cyber Risk.

Velkommen til Computerworld morgen-briefing, der er tilbage i din indbakke og i dine spalter efter sommerferie.

At det i skrivende stund øser ned, stormer og er gråt, vådt og dystert uden for, har intet at gøre med, at det er mandag morgen, og at hverdagen nu for alvor begynder.

Mandagens morgen-briefing er udvalgt og sammensat af Dan Jensen.

Ny digital handlingsplan for Danmark

Digitaliseringsstyrelsen er klar med Danmarks nye digitale handlingsplan, som kommer til at gælde fra 2023 og to år frem.

Danmark formulerer sådan en handlingsplan hvert andet år, og dette er den den femte handlingsplan af slagsen. Den skulle have været klar med udgangen af 2022, men arbejdet blev forsinket på grund af folketingsvalget.

Den nye handlingsplan indeholder fem initiativer, der ifølge Digitaliseringsstyrelsen samlet set skal fremme ‘åben regeringsførelse og inddragelse af civilsamfundet.’

De fem initiativer er:

- Kommunernes fælles chat- og voicebot: Den Digitale Hotline MUNI (Aarhus Kommune).

- Brugerråd for statslige skove og naturområder (Naturstyrelsen).

- Borgerinddragelse i politiske processer i Region Syddanmark (Region Syddanmark).

- Datadonor (Syddansk Sundhedsinnovation, Region Syddanmark).

- Datavejviser – En indgang til offentlige data (Digitaliseringsstyrelsen).

Du finder hele handlingsplanen hos Digitaliseringsstyrelsen ved at klikke her.

Center for Cybersikkerhed søger folk til at modstå kinesiske grupper

Center for Cybersikkerhed har brug for it-specialister med særlig fokus på at modstå kinesiske trusler mod Danmark.

I et nyt opslag søger centeret nu et antal netværks-analytikere til ‘den nationale indsats mod truslen fra kinesiske APT-grupper,” som det hedder.

“Med udgangspunkt i analyse af data fra CFCS’ sensornetværk og dybt fortrolige kilder er din opgave at detektere, analysere og varsle om cyberangreb og cyberspionage fra kinesiske statsstøttede hackergruppers aktivitet mod dansk kritisk IT-infrastruktur,” lyder det fra Center for Cybersikkerhed i jobopslaget.

Du finder hele jobopslaget her.

Slåskamp mellem Musk og Zuckerberg skal livestreames på X

Den kommende slåskamp mellem Elon Musk og Mark Zuckerberg vil blive livestreamet på det sociale medie X - tidligere kendt som Twitter.

“Zuck v Musk-kamp vil blive livestreamet på X. Al overskud går til velgørenhed for veteraner,” meddelte Elon Musk søndag i et kort opslag på X, som du finder her.

De to topchefer har i de seneste måneder gejlet hinanden op, eftert at Elon Musk 20. juni udfordrede Mark Zuckerberg til såkaldt cage fight.

39-årige Mark Zuckerberg har dyrket jiu jitsu i en årrække, mens 52-årige Elon Musk har meddelt, at han fornylig er begyndt at løfte forskellige vægte på sit kontor.

Der er endnu ikke fastlagt nogen dato for kampen, men Zuckerberg har foreslået 26. august.

Ny direktør i Institut for Cyber Risk

Det nordsjællandske it-sikkerhedsselskab Institut for Cyberrisk skifter ud på direktørposten, som nu overtages af Tobias Borg Petersen, der sammen med Mads Frandsen stiftede selskabet i 2019.

Han afløser hidtidig CEO Jesper Helbrandt, der træder tilbage fra posten efter fire år. Han fortsætter som bestyrelsesformand og er fortsat selskabets hovedaktionær.

Institut for Cyber Risk - der har godt 20 medarbejdere - meddeler, at Tobias Borg Petersen vil “fokusere på at udvide virksomhedens kernekompetencer og styrke dens position som en førende rådgiver inden for cybersikkerhed.”