Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Helt trådløse earbuds [STORTEST]: Sød sommermusik med fuld frihed

Med de nyeste in-ears er du helt fri for kabler, når du lytter til musik på mobilen. Vi tester fire styk, der imponerer på både lyd og batteritid.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

De var det hotteste nye for et par år siden, hundedyre og ærlig talt ikke særlig gode. Der gik noget tid, før de fandt formen, fik tunet lyden på plads og ramte en batterilevetid, som gav nogenlunde mening.

Nu er der ingen slinger i valsen, og de helt trådløse in-ears er ved fuldstændig at overtage markedet. Her tester vi fire modeller, der befinder sig i et overkommeligt prisleje, men byder på mere end blot det basale.

Ny Bluetooth-teknologi giver et gevaldigt boost i batterilevetid – helt op til 14 timer – mens hårdført design gør dem egnede til løbeturen, og digitale assistenter giver mulighed for stemmestyring. Støjreduktion er fortsat en feature, hvor man må lidt højere op i pris, men ens for dem alle er USB C-port og relativ hurtig opladning.