Nyheden om Apple-topchef Steve Jobs' kræft har medført en række stærkt følelsesmæssige reaktioner på de forskellige Mac-forummer på nettet. Mac-miljøet er nærmest ved at flyde over af chok og bekymring over Steve Jobs' tilstand.
Den 49-årige direktør har netop gennemgået en vellykket operation for en sjælden form for kræft i bugspytkirtlen.
Har skrevet fra sygesengen
Steve Jobs har skrevet fra sygelejet til sine medarbejdere om sin operation og straks begyndte jungletrommen.
- Skidt med aktieprisen. Bare bliv rask, har en typisk kommentar på de mange sites lydt.
De mange udbrud vidner om en både kultagtig fanskare og om, at mange Mac-brugere nærmest føler, at de kender Steve Jobs personligt.
- Jeg har aldrig mødt Steve Jobs, men han har haft stor indflydelse på mit liv på mange måder, indleder for eksempel Varen Swaab på sit nyoprettede støttesite, www.dearsteve.net.
Sitet fik over hundrede indlæg i de første timer efter lanceringen.
Spekulation om Jobs? job
Nyheden om Apple-chefens sygdom har ført til bekymring i branchen, der har svært ved at forestille sig et Apple uden en Steve Jobs. Han forsikrer dog, at han er fuldstændig rask, og at han vender tilbage.
Steve Jobs har, siden han i 1997 vendte tilbage til det firma, han grundlagde i 1976 sammen med Steve Wozniak, været en hovedkraft bag Apples succesfulde relancering og produkter som Imac, Powermac, Powerbook og senest Ipod.
Steve Jobs kunne heller ikke dy sig for at slutte sin mail således:
- PS: Jeg sender dette fra min hospitalsseng, og jeg bruger min 17-inch Powerbook og en Airport Express (Apples trådløse opkoblingsenhed, red.)
Steve Jobs vil være rekonvalescent resten af august, men regner med at være tilbage ved roret i september.