Traditionen tro bliver forsiden af årets sidste udgave af det amerikanske magasin Time prydet af "person of the year." Årets vigtigste person.
I 2015 var det den tyske kansler Angela Merkel.
Men lige bag hende gemte der sig seks andre nominerede.
I dette felt finder vi tidens formodentligt mest kontroversielle person i tech-verden, nemlig stifteren af Uber.
Han hedder Travis Kalanick, og gennem årene er han ifølge Time Magazine blev kaldt for alt fra et fjols til et geni.
Men uanset hvad folk mener om ham, kan de ikke benægte, at hans virksomhed og forretningsmodellen bag den i høj grad er med til at definere den tid, som vi lever i.
Det er især blevet åbenlyst gennem det seneste år, hvor Uber har fået vrede taxichauffører til at demonsterere i Københavns gader, men de i Paris helt bogstaveligt har sat gaderne i brand.
Fra fildeling til Uber
Historien om Uber tager sin begyndelse i 2009, hvor virksomheden bliver stiftet af Travis Kalanick og Garrett Camp.
Før han stiftede Uber var Garrett Camp med til at starte internetvirksomhed StumpleUpon, mens Travis Kalanick, der beskriver sig selv som serie-iværksætter, har stiftet adskillige virksomheder med varierende succes.
I slutningen af 90'erne var Travis Kalanick med til at opbygge den Napster-lignede fildelingstjeneste Scour, som kollapsede efter at den blev mødt med massive sagsanlæg fra film- og musikindustrien.
Efterfølgende stiftede Kalanick virksomheden RedSwoosh, der byggede på samme P2P-teknologi som Scour, men i stedet henvendte sig til enterprise-kunder. I 2007 kunne Kalanick sælge RedSwoosh til cloudfirmaet Akamai for 19 millioner dollar.
Ingen af de nævnte virksomhederne er dog i nærheden af at kunne måle sig med Uber, der i dag regnes for at være
den mest værdifulde iværksætter-virksomhed nogensinde.
Kalanicks fremtidsvision
Uber vurderes til at have en værdi på 62,5 milliarder dollar eller 430 milliarder kroner. Ifølge The Guardian overstiger Ubers værdi dermed markedsværdien for den amerikanske bilgigant General Motors.
Læs også: Derfor kan it-virksomheder uden omsætning være milliarder af kroner værd
Men hvordan kan en simpel taxa-app være så meget værd, spørger mange sig selv om.
Det kan den, fordi Uber er meget mere end blot en simpel taxa-app. Uber er en ny form for transport.
Det forklarede Travis Kalanick, da han i efteråret talte på Salesforce årlige Dreamforce-konferencen i San Francisco, hvor Computerworld også var til stede blandt publikum i The Yerba Buena Center for the Arts.
Her var han inviteret til en såkaldt "fireside chat" med Salesforce-stifteren Marc Benioff. En fireside-chat skal forsøge at genskabe den afslappede stemning, der opstår foran pejsen en sen aftentime. Det var således lagt op til en hyggesnak, ikke et kritisk interview.
Derfor fik Travis Kalanick rig mulighed for at fortælle om sine fremtidsvisioner for Uber.
"Vores fremtidsdrøm er enkel: Alle biler på vejene bør og skal være Uber-biler. Hvis alle biler her i San Francisco var Uber-biler, så ville byen slippe for meget store trafikale problemer, og der ville i gennemsnit blive sparet en time dagligt for alle billister, som de ellers ville bruge i trafikkøer, " sagde Travis Kalanick.
I dag bliver Uber ofte omtalt som en taxa-app. Men Travis Kalanick forklarede, at virksomhedens ambitioner rækker længere end blot til almindelig persontransport. Uber definerer sig selv om en virksomhed, der befinder sig krydsfeltet mellem livsstil og logistik.
Uber har et mål om at blive et seriøst alternativ til privatbilismen, og samtidig eksperimenterer tjenesten flere steder i verden med udbringning af takeaway-mad og levering af pakker. Noget der potentielt set kan true kurertjenester, og dele af forretningen hos pakkeudbringsvirksomheder som eksempelvis DHL, UPS eller Post Danmark.
Kontroversiel, men afslappet
I modsætningen til de store pakkeudbringningstjenester vil Uber dog ifølge Travis Kalanick fokusere på transportmarkedet inden for bygrænser og ikke transport mellem byer og lande.
"Hvis noget skal flyttes fra et sted til et andet i en by, så er det noget for os," sagde han på scenen til Dreamforce-konferencen.
Her var Travis Kalanick afslappet klædt i lyngfarvede skjorte, et jakkesæt uden slips og skrigrøde strømper. I det hele taget var det en jovial og imødekommende udgave af Travis Kalanick, som vi fik at se på scenen.
Det amerikanske tech-medie Pando Daily, der ofte har været stærkt kritiske overfor Uber, hæfter sig ved, at Kalanick til Dreamforce gjorde sig umage for at virke mere folkelig.
Et imageskift der givetvis er påkrævet. For det er ikke kun Uber, men i sandhed også Kalanick selv, der har været centrum for kontroverser.
Eksempelvis blev Travis Kalanick udsat for kritik, da han blev interviewet af det amerikanske mandeblad GQ.
Her omtalte han i et forsøg på at være morsom muligheden for, at lave en Uber-tjeneste, der kan levere kvinder on-demand: "Vi kan kalde den for Boob'er," siger han i interviewet og henviser dermed til det engelske slangudtryk for bryster, boobs.
Nogle ville måske blot trække på skuldrene af denne type halvdårlige vittigheder. Men Kalanick blev mødt af massiv kritik for sine udtalelser, fordi mange så det som et udtryk for en særlig umoden mandsdomineret og i nogle tilfælde også direkte kvindefjendsk kultur, der angiveligt hersker visse steder i Silicon Valley.
Det har givetvis heller ikke gavnet Kalanicks anseelse, at han ved flere lejligheder har brugt sociale meder til at latterliggøre kunder, som har klaget over Ubers såkaldte "surge pricing-politik".
"Surge pricing" er et særligt system, der betyder, at prisen for en Uber-vogn stiger i perioder med stor efterspørgsel.
Formålet er at skabe større balance mellem udbuddet af vogne og efterspørgslen. Men det betyder også, at prisen for en tur i nogle tilfælde kan blive mangledoblet. Noget som forbrugerne dog bliver advaret om, før de bestiller.
En skånsesløs kapitalist?
Denne slags historier har været med til at forstærke billedet af Kalanick som en skånselsløs kapitalist.
Eksempelvis har kritikere hæftet sig ved hans forkærlighed for den amerikansk-russiske forfatter Ayn Rands anti-autoritære og liberalistiske bøger 'Da Verden Skælvede' (på engelsk Atlas Shrugged) og 'Kun Den Stærke Er Fri' (på engelsk The Fountainhead), hvor hovedpersonerne er stærke entreprenante helte, der kæmper mod korrupte bureaukrater og tyranniske myndigheder.
Kalanick brugte i længere periode forsiden af Kun Den Stærke er Fri som sit profilbillede på Twitter og i et interview med Washington Post, omtaler han den som en af sine favoritbøger.
I en længere portræt artikel af Travis Kalanick fra 2014 skriver det amerikanske erhvervsmedie Business Insider, at der flere steder i Silicon Valley er en stigende bekymring for om Travis Kalanick er det rette forbillede for den næste generation af iværksættere.
"Det er trist, hvis det er Travis Kalanick, der pryder idolplakaterne på væggene hos unge iværksættere i dag. Det er ikke sejt at være en nar," siger en anonym iværksætter til Business Insider, mens Travis Kalanicks mangeårig ven Jordan Kretchmer i et interview med magasinet Fast Company siger:
"Karikaturen af Travis, som du ser tegnet mange steder, kommer ikke fra et falsk sted. Han er en utroligt aggressiv person. Men han bygger også en af de vigtigste virksomheder nogensinde."
En af dem, der ansvaret for at sikre, at Uber og Travis Kalanick har et godt image er David Plouffe, der er tidligere kampagnechef og rådgiver for den amerikanske præsident Barack Obama.
I dag er han på lønningslisten hos Uber.
Da Uber sidste år fejrede sit fem års jubilæum, var det ifølge Fortune tydeligt, at David Plouffe trak i trådene bag kulisserne.
Til festen gik Travis Kalanick på scenen i en sky af balloner og omgivet af et publikum bestående af begejstrede Uber-chaffufører. Her svarede han på en del af den kritik, der gennem årene er blevet rettet mod ham og Uber.
"Jeg ved, at folk nogle gange oplever mig som barsk i mit forsvar for Uber, og jeg ved også, at nogle mennesker bruger grimme ord, når de skal beskrive mig," sagde han ifølge Fast Company, mens han læste op fra en teleprompter.
I talen fokuserede Kalanick på den positive forskel, som Uber kan gøre for de byer, der vælger at omfavne tjenesten.
Ifølge Fast Company mindede hele seancen om mange af de valgmøder, som David Plouffe var med til arrangere, da Obama blev valgt til præsident.
Dog med den afgørende forskel, at den tal-begavede Kalanick ikke er helt samme oratoriske begavelse som Barack Obama, og derfor ikke leverede sin tale så flydende og overbevisende som en amerikansk præsidentkandidat ville have gjort.
I flere amerikanske medier er der blevet argumenteret for, at Uber og Kalanicks stilskifte skyldes at Uber langt om længe har måtte erkende, at den ikke længere kan gebærde sig som, da den var den lille frække iværksættere, der udfordrede en magtfuld etableret branche.
Uber er ikke længere en underdog. I dag er Uber derimod en af verdens mest magtfulde virksomheder, og Travis Kalanick en af klodens mest betydningsfulde personer.
Alle fabler om disruption for tiden - men begrebet stikker dybere end vi egentlig tror