Som en af den eneste fra min årgang på min Master i International Business fra CBS valgte jeg I begyndelsen af sommeren at sige ja til et tilbud fra teknologivirksomheden Uber I London.
Her er jeg en del af Ubers Operations-afdeling, som arbejder med at forbedre Uber-platformen for vores kørere igennem en masse dataanalyse.
Et af vores overordnede mål i mit team er at sikre, at man altid kan få en Uber inden for tre minutter, uanset hvor man er i London.
Målet var egentlig konsulentbranchen
Jeg havde egentlig indstillet mig på at starte min karriere I konsulentbranchen, men efter at have snakket med et par bekendtskaber fra Uber samt deres direktør Jo Bertram, var jeg overbevidst om, at det var en mulighed, jeg ikke kunne lade passere.
Det lå allerede dengang i kortene, at Uber ville blive det mest værdifulde private selskab før en børsnotering, og hvis man ser på virksomheder som Google, Facebook og Amazon, som alle sammen har haft en lavere værdi som privat selskab, var jeg overbevist om, at det nok ikke var et dumt valg på længere sigt.
Mange vil nok mene, at det var et let valg, men for mig personligt og mange af mine venner fra studiet er det vigtigste de første par år af ens karriere at tilegne sig de rette redskaber og det bedste miljø til at udvikle sig i.
Mere etablerede virksomheder vil ofte have en meget mere struktureret tilgang til træning, hvilket kan være et bedre læringsmiljø for nogle.
I Uber er der et mere ustruktureret og dynamisk miljø, hvilket er kendetegnende for mange hurtigt voksende startup-virksomheder.
Da alting går så hurtigt i Uber, som stadig må betegnes som en startup selv i London, er det meget op til en selv, hvor meget man vil lære og hvor hurtigt.
Kan klart anbefales
Jeg arbejder til dagligt sammen med kollegaer fra Harvard, Oxford og Insead, som har erfaring fra de største konsulenthuse, banker og teknologivirksomheder.
Dette opvejer for mig den noget mere ustrukturede læring, og det er super inspirerende at arbejde med så dedikerede og dygtige folk.
Personligt har det indtil videre været givende og udfordrende at være i et international mijø, og kan jeg stærkt anbefale, der overvejer at tage springet.
Da Uber er en international virksomhed i vækst, er der gode muligheder for at avancere, både her i London på vores andre kontorer. Indtil videre er der stadig meget at lære her i London, men på sigt ville det selvfølgelig være spændende at komme til San Francisco og arbejde.
Arbejde efter bachelor?
En anden ting, jeg har fået øjene op for, mens jeg har arbejdet i London, er hele debatten om at begynde at arbejde, efter man har taget sin bachelor.
I Danmark tager 99.9 procent deres master i forlængelse af deres bachelor, hvilket er stik modsat af hvad man gør i Storbrittanien, hvor langt de fleste tager en bachelor, for så at arbejde i et par år og først derefter måske at tage en Master (det er langt fra alle, der gør det).
Det betyder også, at langt de fleste herovre starter deres erhvervskarriere, når de er 21-‐23 år gamle. Da der som regel ikke bliver skelnet mellem, om man har en master eller en bachelor i Storbritannien, betyder det også, at jeg for eksempel er startet på samme niveau, på trods af, at jeg har brugt et-to år mere på universitetet.
Så værdien i at have en master, er i hvertfald ikke anerkendt alle steder I udlandet.
Personligt var min master noget, jeg tog, fordi jeg "skulle", uden egentlig at have tænkt over, at det kunne være anderledes.
Nogle vil argumentere for, at de to (måske tre) år er med til at udvikle og modne, hvilket er helt rigtigt, men spørgsmålet er, om det modner os mere end to-tre år på arbejdsmarkedet (for ikke at nævne den samfundsmæssige gevinst)?
Ikke meget fokus på medieomtale
I forhold til Uber, så er det det første, min familie og venner spørger om, oftest den medieomtale, som der har været omkring Uber internationalt set.
For at være helt ærlig, så er det ikke noget, vi fokuserer særligt meget på internt.
Det eneste, som er i fokus, er at gøre Ubers produkt så godt som muligt for vores riders og kørere.
Som sådan er vi ikke interesseret i, hvad alle mulige andre virksomheder foretager sig, vi forsøger altså bare at gøre vores produkt så godt som muligt.
Det er klart, at en teknologi som Ubers vil have meget fokus og modstand på grund af uvisheden forbundet med produktet.
Sådan har det også været historisk med andre banebrydende teknologier og andre teknologiselskaber som for eksempel Google og AirBnB, der har oplevet den samme form for opmærksomhed.
Det er jo valgfrit
En vigtig pointe omkring Uber er jo, at det både for vores kørere og riders er fuldstændig valgfrit, om de vil benytte sig af vores platform - og hvor længe de vil benytte den.
Hvis de ikke er tilfredse med produktet, står det dem fuldstændig frit ikke at benytte os eller forlade platformen igen, da der intet bindingsforhold er.
På den måde er Uber struktureret anderleds end for eksempel andre transportselskaber, da vi hverken ejer nogen biler eller har nogen kørere ansat.
Her hos Uber definerer vi os først og fremmest som en teknologivirksomhed og ikke en transport- eller logistikvirksomhed.
Innovation er en stor del af vores DNA, og vi ser meget anderledes på mulighederne for at ændre den måde, vi mest effektivt transporterer ting og folk på.
Selv om transport, mobilitet og forurening er anerkendte problemer i mange byer og lande, har jeg endnu ikke oplevet nævneværdige forsøg på at imødegå ovenstående problemstillinger fra andre virksomheder end Uber.
UberPool er vores bud på at opnå en bedre udnyttelse af biler. Det er lige nu kun tilgængeligt i USA og Paris, men det betyder, at flere 'riders' kan køre sammen, hvis de skal den samme vej, og så splitte regningen.
Mange eksperter antyder, at den slags ridesharing kan have en enorm positiv effekt på at mindske forurening og antallet af biler i byerne.
Masse af fordele ved ridesharing
En undersøgelse foretaget af Copenhagen Economics påpeger - godt nok med Stockholm som eksempel - at et ridesharingsmiljø med minimum 3.000 kørere kunne føre til 37.000 færre daglige ture, 49.000 ton mindre CO2-udledning, 63 kilometer ny cykelbane og 3.000 nye job.
For at sætte disse tal lidt i perspektiv, er der i øjeblikket cirka en millard biler i verden, hvoraf 96 procent er underudnyttede. Disse problemer løser ikke sig selv, men jeg er overbevist om, at Uber med vores teknologi kan være en del af løsningen på disse problemer.