Efter Google i mandags noget overrumplende meldte ud, at selskabet reorganiserede sit it-imperium under navnet Alphabet, har der været stor fokus på Googles mangeartede forretningsområder under det nye navn.
Eksempelvis har Business-sitet Fortune talt med Mark Russinovich, der er Microsofts CTO på selskabets cloud computing platform Azure, om Googles nye identitet.
Han fortæller, at Microsoft på cloud-området ikke kan mærke konkurrencen fra Google, som han vurderer ligger nede på en fjern tredjeplads efter Microsoft og Amazon.
"Det er uklart, hvad deres strategi er," siger Mark Russinovich om Google til Fortune.
Google er et wild card
Han benævner samtidig Google som et 'wild card' på trods af, at han anerkender, at søgegiganten har en storartet infrastruktur.
"For at være ærlig, når kunderne kommer til os, så er de interesserede i at tale om os og Amazon. Google dukker ikke op i samtalerne," siger Mark Russinovich.
Men kan det nu også passe, at Google er så langt bagefter de andre it-giganter på cloud-området?
Det har Computerworld spurgt talknuserne fra it-analysehuset IDC om.
Her er de største cloud-selskaber
Bedømt ud fra de rene, rå tal, er det faktisk Microsoft, der ligger nede på en samlet tredjeplads, mens Google findes endnu længere nede af listen som verdens ottende største cloud-selskab.
Øverst finder vi Amazon, der dominerer på infrastructure-as-a-service-området (IaaS) med en omsætning på knap 28 milliarder kroner.
Medregner man de to andre cloud-hovedområder, platform-as-a-service (PaaS) og software-as-a-service (SaaS) omsætter Amazon i alt for cirka 33 milliarder kroner. Ikke så ringe af en online-boghandler, der for knap 10 år siden fik en god ide med at huse andre selskabers data.
På en samlet andenplads ligger Salesforce.com, der især på SaaS-fronten er store med en omsætning på omkring 28 milliarder kroner. Salesforces samlede omsætning bider Amazon i haserne med et totalbeløb på 32,5 milliarder kroner.
Microsoft findes længere nede på tredjepladsen med en samlet cloud-omsætning på knap 17 milliarder kroner.
Google på ottendepladsen kan notere en samlet cloud-omsætning på cirka 10 milliarder kroner.
Platform mod platform
Research-manager Anders Elbak fra IDC Nordic siger til Computerworld, at der er væsentlige forskelle mellem Microsoft og Googles services, så den mest relevante sammenligning mellem Microsoft og Google kan findes på PaaS-området.
Her ligger Microsoft i spidsen med 4,8 milliarder kroner - for øvrigt en tredobling af omsætning i forhold til året før.
Amazon indtager andenpladsen med omsætning på 4,5 milliarder kroner, mens Google genererer en PaaS-omsætning på 1,7 milliarder kroner.
Googles største cloud-omsætning ligger på SaaS-området, hvor selskabet har 7,3 milliarder kroner på toplinjen, hvilket dog kun rækker til en syvendeplads efter selskaber som Salesforce, Intuit, SAP, Microsoft, ADP og Oracle.
Her er Googles cloud-chancer
Løbet er dog ifølge Anders Elbak fra IDC på ingen måder kørt for Google - endnu.
"Der er stadig tale om et forholdvis umodent marked, så der er stadig mulighed for at blande sig i toppen. Google har stadig ikke så bred en produktportefølje som Microsoft og Amazon, men kommer løbende med flere services," fortæller han til Computerworld
Set i det perspektiv kan Google således på længere sigt komme til at konkurrere mere direkte på services og funktioner mod en spiller som Microsoft.
"Google har desuden de finansielle muskler til at konkurrere på pris, hvilket på nogle områder bliver vigtigt, siger Anders Elbak.
Han tilføjer, at en af Googles udfordringer er, at selskabet ikke har så godt fat i enterprise-kunderne som særlig Microsoft har.
"Hvis Google får mere succes med for eksempel Google for Works, kan det også ændre sig fremover," lyder vurderingen fra IDC-analytikeren.
Derfor bygger Google hele butikken om og lægger alting ind under det nye selskab 'Alphabet'
Oracles store cloud-satsning: Har selskabet en chance eller er toget kørt?