Artikel top billede

Wikileaks-stifter får asyl i Ecuador

Julian Assange får nu politisk asyl i Ecuador. Politiet står klar til at anholde ham, hvis han forlader landets ambassade i London.

Siden den 19. juni har Wikileaks-stifteren Julian Assange opholdt sig på Ecuadors ambassade i London, hvor han har søgt tilflugt for at undgå en udlevering til Sverige. Nu har Ecuadors regering besluttet at give ham politisk asyl.

Landets udenrigsminister, Ricardo Patino, siger i en kommentar, at man har overvejet sagen meget nøje og forhandlet med Storbritannien for at få garantier for, at Assange ikke bliver udleveret til en anden nation.

De britiske myndigheder har dog afvist at give en sådan garanti, og Ecuador frygter, at australierens menneske-rettigheder kan blive krænket.

Ifølge Patino risikerer Wikileaks-stifteren at blive udleveret til et land, hvor han risikerer dødsstraf for spionage. Han har ikke sat navn på landet, men i Sverige er der ikke dødsstraf, så det er åbenlyst, at der er tale om USA.

Det store spørgsmål er nu, hvordan Assange kan komme videre fra ambassaden i London til Ecuador. Politiet har taget opstilling foran ambassaden og står klar til at anholde ham, hvis han sætter benene på britisk territorium.

De britiske myndigheder vil ikke tillade, at han forlader ambassaden og rejser ud af landet. Ifølge Wikileaks har politiet ligefrem truet med at storme ambassaden i London og anholde Assange.

Skulle afhøres i Sverige

Den britiske Højesteret afviste i juni Assanges forsøg på at få sagen om udlevering til Sverige genåbnet. De syv dommere stemte alle for at afvise anmodningen fra Assanges forsvarer som "ubegrundet".

Dermed var det sat punktum for Assanges lange kamp mod det britiske retssystem. I maj afgjorde Højesteret i en kendelse, at han kan udleveres til Sverige, hvor han er efterlyst i en sag om seksuelle overgreb.  

Samtidig fik hans advokat mulighed for at begære sagen genåbnet. Det er denne begæring, som blev afvist i juni, og dermed var Wikileaks-stifterens sidste mulighed for at undgå udlevering opbrugt.

Han kan stadig klage til den europæiske menneskeretsdomstol, men denne klage har ikke opsættende virkning.

Det var ventet, at han i løbet af ganske få dage ville blive sat på et fly til Sverige, hvor anklageren ønsker at afhøre ham om beskyldningerne.

Assange er ikke sigtet i sagen, men efterlyst af det svenske politi, og her vil han sandsynligvis blive varetægts-fængslet efter ankomsten.

Først efter afhøringen vil den svenske anklager tage stilling til, om der skal rejses sigtelse mod Assange.

Men Assange valgte altså at søge tilflugt på Ecuadors ambassade for at slippe for udlevering til Sverige.

Søger tilflugt i censur-stat

Det har vakt opsigt, at Wikileaks-stifteren Julian Assange har valgt at søge asyl i Ecuador. Landet er kendt for at undertrykke pressen, og det passer dårligt sammen med australierens image som en forkæmper for frihed og åbenhed.

På den aktuelle Press Freedom Index fra organisationen Journalister uden Grænser kommer Ecuador ind på en ubehagelig 104. plads. På den samme liste ligger Sverige - landet, der ønsker at afhøre og måske sigte Assange i en sag om seksuelle overgreb - på en 12. plads, mens Danmark er nr. 10.

Human Rights Watch skriver i en rapport fra november 2011, at retssystemet i Ecuador er præget af korruption, ineffektivitet og politiske studehandler.

Landets præsident, Rafael Correa, sagsøgte i 2011 journalisten Emilio Palacio og flere chefer hos avisen "El Universal". Han følte sig krænket over en artikel, hvor han blev stemplet som "diktator".

I februar 2012 har landets højesteret bekræftet dommen over Palacio, der lød på tre års fængsel og en bøde på 30 millioner dollar. Palacio er flygtet til USA, hvor han nu har søgt om asyl.

Assange har muligvis reageret på et tilbud fra november 2010, hvor Ecuadors vice-udenrigsminister tilbød ham asyl. Et tilbud, som præsidenten senere trak tilbage.

Men forholdet mellem "venstre-nationalisten" Correa og Assange er muligvis blevet bedre. I slutningen af maj har Assange interviewet Correa til sit russiske tv-talkshow. Her udtrykker præsidenten sin støtte til den 40-årige australier.

Præsidenten blev selv stillet i et dårligt lys efter offentliggørelsen af Wikileaks-telegrammerne fra de amerikanske ambassader verden rundt. I et af telegrammerne hedder det, at præsidenten har kendskab til korruption i politiets top.

Det fik Correa til at udvise den amerikanske ambassadør i Ecuador, og han har nægtet at forlænge en aftale om brug af en militærbase til amerikanske styrker i landet. USA har reageret ved at udvise Ecuadors ambassadør.

Nu skal Ecuador så beskytte den mand, som har kastet en skygge over præsidenten og belastet forholdet til USA med ambassade-dokumenterne.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere