Alle ansatte i software- og kursusvirksomheden Hans Tørsleff Management Systems blev fyret ved konkursen i november, oplyser en tidligere ansat, som ønsker at være anonym.
Hans Tørsleff Management Systems gik konkurs, men selskabet ændrede navn umiddelbart før konkursen.
Virksomheden bliver nu ført videre under samme navn som før konkursen, men i et nyt selskab. Tilbage er dog kun en enkelt konsulent fra tiden før konkursen, oplyser Computerworld Onlines kilde.
De tidligere ansatte, 15 i alt, har fået kompensation fra Lønmodtagernes Garantifond på i alt knap 540.000 kroner.
Hans Tørsleff Management Systems har dog hurtigt genoptaget forretningen og meldte i sidste uge via en pressemeddelelse, at selskabet åbner et svensk kontor.
Samtidig er der planlagt kurser og seminarer i den danske virksomhed fra januar 2004 og frem.
Det har fortsat ikke været muligt at få en kommentar fra den administrerende direktør i selskabet, Hans Tørsleff.