Nu er der godt nyt til alle ambitiøse Youtube-brugere. I løbet af de næste uger åbner Google et såkaldt "creator space" i London, hvor søgegiganten allerede har et kontor i Soho.
Her kan alle Youtube-partnere fra Europa, Mellemøsten og Afrika booke sig ind og bruge det professionelle udstyr til at lave Youtube-film.
Der er blandt andet spejlrefleks- og videokameraer i samme kaliber som det udstyr, der bruges til rigtige spillefilm. Brugerne kan også låne redigeringsudstyr og filme foran en grøn skærm, som kan erstattes med en vilkårlig computerbaggrund.
Så det er altså et stort skridt fremad for de Youtube-brugere, der er vant til at bruge et webcam og en bordlampe til deres optagelser.
Ifølge Forbes er det gratis at blive Youtube-partner og det skulle også være gratis at bruge filmstudiet, men det kræver at man bestiller tid i forvejen.
Det er Youtube's Next Lab, der skal administrere de nye faciliteter. På Creator Hub kommer der flere oplysninger om, hvordan man kan booke udstyret.