Landkommunen Blaabjerg ved den jyske vestkyst går nu i samarbejde med landets tredjestørste elselskab, Sydvest Energi, om at rulle lysleder-bredbånd ud til kommunens 6.500 borgerne.
Aftalen indebærer, at kommunens borgere for 400 kroner om måneden kan få en internetforbindelse på 10 Mbit, hvor hastigheden senere kan skrues i vejret.
Tilslutningen koster 2250 kroner, men kan fås for 1500 kroner, hvis borgeren selv kan grave lyslederkablet ned fra hækken og ind til huset.
Nedgravningen af kabler begynder til januar, og kommunen regner med, at 70 procent af kommunens husstande får tilbuddet i 2004. De sidste 30 procent kommer med senest i 2006.
Blaabjerg klar til fremtiden
Borgmesteren i Blaabjerg kommune, Preben Olsen, håber, at partnerskabsaftalen og lysleder-bredbåndet vil koble landkommunens borgere tættere på resten af verden.
- Ægte bredbånd får betydning for kommunikation og dialog mellem borgerne, og dermed for sameksistensen i kommunen. Vilkårene for virksomhedernes tilstedeværelse styrkes enormt, og borgernes mulighed for kompetenceudvikling bliver stort set ubegrænset, siger han.
Infrastrukturen står Sydvest Energi, der råder over et veludbygget elforsynings- og kommunikationsnet i Sønderjylland, for.
- I Sydvest Energi ser vi store perspektiver i partnerskabet med Blaabjerg kommune. Det bliver starten på et stort elektronisk tag-selv-bord med menuer som uddannelse, underholdning, kultur, kommuneinfo og gratis IP-telefoni, siger Ebbe Seligmann, administrerende direktør for Sydvest Energi.
Dansk bredbånd står for indhold
Til at tage sig af den daglige drift af nettet ansætter kommunen en projektmedarbejder og nedsætter en referencegruppe, der blandt andet består af Dansk Bredbånd, som er med som indholdsleverandør.
Dansk Bredbånd arbejder tæt sammen med Sydvest Energi og har blandt andet et projekt kørende i Agerskov i Sønderjylland, hvor Dansk bredbånd står for indholdsdelen og i fremtiden vil tilbyde borgerne internetforbindelser, IP-telefoni og video via et tilsvarende lysleder-bredbånd.