Læs også:
Sådan deler ministrene Danmarks it-opgaver mellem sig
It-ordførerne på Christiansborgs gange får i den kommende tid en del mere motion, når de skal til udvalgsmøder omkring Danmarks fremtidige it-politik.
For regeringen har som et led i sin omstrukturering af it-ressourcerne besluttet at lukke Videnskabsudvalget, der i politikerkredse også går under betegnelsen it-udvalget.
Et bliver til tre
Det betyder, at it-ordførerne nu skal gå til flere møder i flere forskellige udvalg, når der skal diskuteres it- og telepolitik.
Mere konkret vil det først og fremmest blive Finans-, Erhvervs- og Kommunaludvalget, der varetager den it-politiske dagsorden på Christiansborg.
Den udvalgsfordeling stemmer nøje overens med, at SRSF-regeringen har henvist it- og telepolitikken til Finansministeriet, Erhvervs og Vækstministeriet samt Økonomi- og Indenrigsministeriet efter lukningen af it-politiken i Videnskabsministeriet.
Venstre rynker på næsen
Venstres mangeårige it-ordfører, Michael Aastrup-Jensen, forstår ikke helt tanken bag den store omstrukturering, som SRSF-regeringen har gennemgået på it-fronten.
"Med den omfordeling får vi ikke den sammenhængende it-politiske debat, fordi den nu bliver fragmenteret og fordelt på flere forskellige udvalg, når vi ikke længere mødes i Videnskabsudvalget," fortæller han.
Hvorvidt lukningen kan blive en gevinst på længere sigt, stiller Michael Aastrup-Jensen sig kritisk over for.
"It-ordførerne kommer nu til at sidde i en masse udvalg med folk, der ikke er 100 procent inde i it-politikken," siger han.
Læs også:
Sådan deler ministrene Danmarks it-opgaver mellem sig