Danmarks logning af danskernes teledata kommer ikke til at blive behandlet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Domstolen afviser nemlig at tage sagen op, som den danske Forening mod Ulovlig Logning med jurist Rasmus Malver i spidsen ellers havde ønsket.
I sin afgørelse - som du kan læse her - afviser domstolen med hovedsæde i Strasbourg altså at tage sagen op.
Foreningen mod Ulovlig Logning mener, at afvisningen skyldes en ‘teknikalitet,’ da sagen ifølge foreningen blev afvist, fordi foreningens muligheder i de danske domstole ikke var udtømt.
“Vi har brugt mere end 3,7 millioner kroner på sagen og står i dag med en flad følelse. Det er absurd, at alle er enige om, at overvågningen krænker vores rettigheder, men at ingen vil gøre noget,” meddeler foreningen.
Sagen har været hele møllen igennem i det danske retssystem, hvor Foreningen mod Ulovlig Logning hele vejen igennem har tabt sagerne - senest i Højesteret i foråret 2022.
Tidligere har foreningen også tabt sagen i Østre Landsret.
Dommen ved Højesteret var kulminationen på en årelang kamp mod de danske logningsregler, hvor foreningen har investeret millioner af kroner i forsøget på at få dømt reglerne ulovlige.
Foreningen har blandt andet krævet, at retten skulle finde de danske logningsregler uanvendelige og ugyldige.
Den danske logningsbekendtgørelse trådte i kraft i 2006, men allerede otte år senere blev dele af logningsdirektivet kendt ulovlig af EU-domstolen.
Herhjemme trådte en række reviderede logningsregler trådt i kraft for et års tid siden - nemlig samme dag, som der faldt dom ved Højesteret i logningssagen.
Ifølge Justitsministeriet giver de nye regler mulighed for "generel og udifferentieret logning" af datatrafik såfremt, der er en alvorlig og aktuel trussel mod den sikkerheden i Danmark.
Det konkluderede Justitsministeriet var tilfældet for et par år siden. Derfor blev de danske teleudbydere med baggrund i de nye regler pålagt at logge danskernes trafikdata i 12 måneder.
It-sikkerhedsekspert i IDA, Jørn Guldberg, meddeler nu til Computerworld, at han mener, at de danske regler fortsat er på kant med EU-domstolen og EU’s charter.
“Det har været et fuldstændig absurd forløb at følge politikernes krumspring for at kunne masseovervåge borgernes færden og kommunikation. Den danske regering har selv fremhævet, at der er en procesrisiko med logningsbestemmelserne – altså en kalkuleret risiko for at blive taberdømt. Det er i mine øjne at spille hasard med borgernes grundlæggende rettigheder”, lyder det fra Jørn Guldberg.