Danske e-butikker undlader at spamme

Trods ny og lempelig lovgivning afstår de etablerede danske internetbutikker fra at udsende reklamer per e-mail til kunderne. Det valg skal kunden selv have, mener branchen.

Fra på fredag må danske virksomheder frit udsende reklamer til deres kunder per e-mail.

Det følger af en ændring i markedsføringslovens såkaldte spam-paragraf, men den etablerede danske e-handelsbranche køber ikke idéen.

- Det kunne vi aldrig finde på at gøre. Kunderne kan frit melde sig til og fra vores nyhedsbrev på vores hjemmeside, og det fungerer udmærket, siger Christian Kusk, daglig leder af herretøjsbutikken Smartguy.dk.

Han udsender jævnligt nyhedsbreve til omkring 25.000 modtagere, der selv har meldt sig til. Nu frygter han, at revisionen af loven skræmmer kunderne væk fra nettet:

- Vi risikerer, at loven på længere sigt skaber mistillid hos forbrugerne, så de ikke tør handle på nettet af frygt for at skulle modtage en masse tilbud per e-mail. Det er kedeligt for os og for e-handelen generelt, siger Christian Kusk.

1.014 spam-mails er nok

Den holdning deler han med en anden stor netbutik, ITbutikken, der sælger computerudstyr og har omkring 50.000 modtagere af sit nyhedsbrev.

Den ny spam-paragraf

På fredag træder nye regler i kraft om elektronisk markedsføring. Hidtil har disse reklamer været ulovlige uden modtagerens samtykke, men det ændres med den nye § 6a stk. 2.

Ifølge den kan en "erhvervsdrivende, der fra en kunde har modtaget dennes elektroniske adresse i forbindelse med salg af en vare eller en tjenesteydelse, markedsføre egne tilsvarende produkter eller tjenesteydelser til kunden ved elektronisk post. Dette forudsætter dog, at kunden har mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig dette både i forbindelse med afgivelsen af adressen til den erhvervsdrivende og ved efterfølgende henvendelser."

Ifølge Forbrugerstyrelsen er det meget begrænset, hvad en erhvervsdrivende kan markedsføre med de nye regler, fordi det kun er tilsvarende produkter eller tjenesteydelser, som kunden har købt, der må markedsføres.

Kunden kan både være en privat kunde, erhvervskunder og offentlige myndigheder. Markedsføringen kan både ske per e-mail og som SMS eller MMS på mobiltelefonen.

Kunder, der har købt varer før 25. juli, må ikke modtage reklamer efter de nye regler.

Læs meget mere om de nye regler hos Forbrugerstyrelsen.

- Det fungerer fint med, at folk selv skal give tilsagn om at modtage de e-mails, og vi har ingen planer om at ændre på proceduren, siger direktør Peter Sunesen, ITbutikken.

- Jeg kan se på mit spamfilter, at jeg på tre uger har modtaget 1.014 spam-mails. Det må være nok, bemærker han.

Begge virksomheder markedsfører sig med E-mærket, der stiller større krav til forbrugersikkerhed end lovgivningen.

Holder øje med butikker

Hos E-handelsfonden, der står bag E-mærket, vil man slet ikke acceptere, at de 92 virksomheder med et E-mærke begynder at sende e-mails ud til deres kunder uden at have fået lov.

- Forbrugere og erhvervsdrivende skal ikke overdynges med mere spam, der efterhånden koster os alle computerplads og tid, siger Martin Borgen, projektleder hos E-handelsfonden.

- I stedet går vi ind for, at man stadig aktivt skal tilmelde sig nyhedsbreve, og det er den linje, som de e-mærkede virksomheder skal følge, også fremover, tilføjer han.

Fonden vil fra på fredag gå de e-mærkede netbutikker igennem med en tættekam for at sikre sig, at ingen benytter sig af den lempeligere lovgivning.

EU imod spam

Lovændringen, der blev vedtaget af Folketinget inden sommerferien, er en konsekvens af et EU-direktiv, der dækker alle medlemslandene.

Bortset fra lempelsen har EU's IT-kommissær, Erkki Liikanen, varslet intens kamp imod spam i samarbejde med USA og OECD-landene.

Spam var skyld i produktivitetstab for virksomhederne i EU på omkring 19 milliarder kroner sidste år. Det skønnes også, at over halvdelen af den samlede e-mail-trafik i medlemslandene inden slutningen af sommeren vil være spam.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2024

Hør blandt andet hvordan nogle af Danmarks bedste CISO´er griber deres vigtige opgaver an, hvad kvanteteknologi og AI betyder for sikkerhedsområdet og se hvad det er, som de bedste it-sikkerhedsleverandører arbejder med pt.

29. august 2024 | Læs mere


Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere