Microsoft vil ikke længere give aktieoptioner til alle medarbejdere, som straks kan omsættes til kontanter.
Beslutningen kommer på et tidspunkt, hvor branchen ser mere kritisk på den aflønningsform, som især blev populær i dotcom-boblens dage, hvor tusindvis af ansatte i verdens største softwareselskab blev millionærer, skriver IDG News Service.
Kritikken har blandt andet gået på, at aktieoptioner gør det attraktivt for ledere at skabe kortsigtede resultater for at hæve aktiekurserne og dermed selv få en højere løn.
Microsoft vil i stedet give visse ansatte adgang til aktieordninger, som først gør det muligt at sælge aktierne efter et vist stykke tid, og kun hvis personen bliver i selskabet.
Samtidig har Microsoft tilbudt at kompensere de ansatte, som lige nu holder aktieoptioner, der ikke har nogen markedsværdi.
Formanden for den amerikanske centralbank, Alan Greenspan, gav sidste år dårligt konstruede aktieoptionsordninger en stor del af skylden for den grådighed, som efter hans vurdering prægede virksomhederne i halvfemserne, skriver The Wall Street Journal.