Expert-butikkerne i Lyngby Storcenter og Rosengaardscentret i Odense åbnede lørdag 1. maj en HP store-instore, som it-giganten har valgt at kalde sine shop-in-shop-løsninger. Dermed kommer HP op på 16 store-in stores i Norden, hvoraf fire vil ligge i Danmark.
»Vi kommer til at udvide konceptet betragteligt i Norden. Det er en måde for os, at sikre fokus på hele vores produktlinie,« siger Henrik Sinnbeck, der er nordisk retaildirektør for HP.
Sinnbeck lægger ikke skjul på, at det store-in-store-løsninger er med til at løfte HPs salg i den dyre ende.
»Det er svært at sælge premium-produkter i butikker, som ikke har en store-in-store. Her sælger man mest vores medium-produkter. Men i en store-in-store kan vi vise hele vores produktportefølje, og det løfter salget,« siger Henrik Sinnbeck.
Han fortæller, at HPs premium-produkter udover i de butikker, hvor HP har en store-in-store-lsøning, mest sælges gennem hjemmepc-ordninger.
»Derfor skal vi have flere store-in-store. Men det er et koncept, der skal styres og passes, ellers kommer det ikke til at virke. Det skal være sådan, at både vi og partnerne ser en fornuftig forretning idet,« siger Henrik Sinnbeck.