Hvis kommunernes hjemmesider respekterede handicappedes særlige behov, ville de får topkarakter i IT- og Telestyrelsens Bedst på Nettet-undersøgelse.
I stedet for kokkehuer bliver hjemmesiderne belønnet med maksimalt fem netkroner, men ingen af kommunerne nåede så højt op.
De fem netkroner kræver nemlig, at funktionerne på hjemmesiderne er tilgængelige for handicappede, og det er de ikke.
- Det er hovedsageligt synshandicappede, der har vanskeligheder. De kan ikke bruge deres skærmlæsere på de elektroniske blanketter, siger projektleder Boris Andersen fra IT- og Telestyrelsen i nyhedsmagasinet Danske Kommuner, der udkommer torsdag.
Stil krav til leverandører
Også motorisk handicappede har problemer, fordi de hverken kan bruge mus eller tastatur og derfor er afhængige af, at de kan navigere ved at bruge specialudstyr. Det kan de ikke på de kommunale hjemmesider, skriver magasinet.
IT- og Telestyrelsen opfordrer kommunerne til at stille større krav til deres IT-leverandører for at give hjemmesiderne det sidste løft.
Den bedste kommunale hjemmeside står Odder Kommune for, og her erkender borgmesteren, at de handicappede er blevet prioriteret lavt:
- Det er et bevidst valg. Helt ærligt, så er det meget dyrt at gøre en hjemmeside handicap-venlig i forhold til, hvad man får ud af det. Som jeg ser det, er det vigtigere, at vi får en hjemmeside, som den store brede befolkning kan bruge, siger borgmester Elvin J. Hansen (S) til Danske Kommuner.