Analytikere frygter at Microsoft ville bruge teknologien til at øge sin dominans, mens borgerrettighedsforkæmpere frygter for brugerens integritet.
Men det har hidtil været sparsomt med oplysninger om, hvordan teknologien egentlig fungerer.
Under udviklerkonferencen WinHEC i New Orleans gav Bill Gates, under sin åbningstale, detaljer om det nye sikkerhedskoncept, der er døbt NGSCB (Next Generation Secure Computing Base) - tidligere kendt som Palladium. Det skriver digi.no.
Han sagde blandt andet, at den første generation af NGSCB vil have fire hovedtræk:
Procesisolering (process isolation) kører applikationer i et lukket område, der er beskyttet mod angreb udefra.
Forseglet lagring (sealed storage), der giver sikker lagring af data.
Sikker sti (secure path) krypterer data under USB-overførsler, og mellem computer og skærm.
Attestering (attestation), der betyder, at computere kun vil "stole" på hinanden, hvis de kan udveksle og godkende lagrede nøgleegenskaber på hver maskine. Hvis en maskines nøgleegenskaber ændres uden at de øvrige maskiner i netværket er informeret, vil den ikke kunne udveksle data med de øvrige maskiner.
Gates præciserede desuden at NGSCB ikke blot vil medføre ny hardware inde i computeren, men at eksterne enheder som skærme og tastaturer også må tilpasses til sikkerhedsteknologien.
Brugerne vil få mulighed for at slå sikkerhedsfunktionen fra. Men da det ventes at størstedelen af indholdsleverandørerne vil benytte teknologien til at sikre sin ophavsret, vil det betyde, at brugerne vil afskære sig fra at bruge tjenesterne.
Det forventes at NGSCB vil blive tilgængelig i 2004 eller 2005.