IDC tegner i dag et billede af en it-branchen, der har svært ved at se markedet på samme måde som kunderne. Mens branchen regner med vækst i it-budgettet i 2009, tror kunderne på nedskæringer og besparelser. Det viser en rundspørge, som analysehuset IDC har foretaget.
»Branchen er mere optimistisk end kunderne om deres brug af it,« siger administrerende direktør Per Andersen, IDC.
I rundspørge er der en stor forskel på det billede som sælgerne og virksomheder, der køber it ser. Næsten halvdelen, 46 procent af danske it-virksomheder regner med at kunderne vil købe mere it hos dem i 2009. I samme rundspørge har kun hver femte slutkunde, 21 procent sagt, at de vil bruge flere penge på it.
Det er især hardwarebranchen, der er spændt hårdt for, vurderer Per Andersen. Køberne fokuserer på pris, vil forlænge levetiden for deres pc'er og vil blive mere tilbageholdende, når det gælder køb af server og storage som kunderne fremover i højere grad kun vil købe på baggrund af forventet vækst.
Mens optimismen er størst i de it-virksomheder, der sælger software og servicer, kan virksomhederne i hardwarebranchen dog godt se nedturen foran sig. Næsten halvdelen af de virksomheder, der sælger hardware, 42 procent regner med at skære i antallet af ansatte i løbet af i år.
Per Andersen forventer, at It-budgetterne vil følge udviklingen i den samlede danske økonomi, hvor økonomer regner med, at økonomien skrumper ind i år. Her vil it-budgetterne følge med nedad indtil samfundsøkonomien kommer i bedring.
»Det vil først for alvor vende i 2011,vurderer Per Andersen.