3-strikes skaber borgerstorm mod politikere

Normalt er det kun dyrevelfærd, der får borgerne til at interessere sig for EU. Men nu presser almindelige danskere politikerne for at bremse 3-strikes.

Selv om 3-strikes-modellen ikke er på tegnebrættet i Danmark, så får spørgsmålet om lukning internetpiraters net alligevel danskere til at lægge pres på de folkevalgte. Det kan skyldes, at musikbranchens interesseorganisation IFPI tidligere har forslået at indføre metoden herhjemme.

Presset ser ud til at virke, eftersom de folkevalgte i EU foreløbigt holder fast i et krav, der skal stikke en kæp i Frankrigs forsøg på at indføre 3-strikes. Politikerne vil have et EU-krav om, at kun en domstol skal kunne fratage borgernes ret til internetadgang.

Europa-Parlamentet forsøgte allerede sidste år at kræve en domstolsprøvelse. Det gik galt, men nu har EU-politikerne muligheden igen. Og mange borgere håber, at EU bremser lemfældige 3-strikes-modeller. De ønsker, at parlamentet holder fast i dets såkaldte amendment 138, der kræver, at kun en domstol skal kunne tage internetadgangen fra en borger. Det forklarer Britta Thomsen, socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet, der er enig i kravet om en domstolsprøvelse.

"Jeg har modtaget telefonopkald og en lang række af mails, fordi det optager folk. Alene tirsdag modtog vi i hvert fald 50 henvendelser fra privatpersoner. Det er tydeligvis noget, der optager folk, og det kan jeg godt forstå," forklarer Britta Thomsen, der er eneste dansker i udvalget for Industri, Forskning og Energi.

Normalt er det kun sager om eksempelvis dyrevelfærd, der får så mange borgere til at forsøge at lægge pres på Britta Thomsen. De mange borgerhenvendelser, der både er fra danskere og andre europæere, kan tænkes at komme, fordi der på internettet føres en kampagne, der fortæller, hvordan privatpersoner kan lægge pres på EU-politikerne.

Britta Thomsen og Industriudvalget besluttede tirsdag aften at holde fast i kravet om, at kun domstole skal kunne kappe internetforbindelsen.

"Alle folk skal have adgang til internettet," mener Britta Thomsen.

Men dermed er sidste punktum i sagen ikke sat. Sidste år afviste EU-landene under ledelse af Frankrig amendment 138, og i år har medlemslandene indtil videre på samme vis afvist det genfremsatte krav, der nu er formuleret i parlamentets amendment 46. Det er samme krav, men blot med et nyt nummer klistret på.

Det er dog usikkert, hvornår resten af parlamentet skal tage stilling til sagen, fordi udvalget endnu ikke har sendt sagen videre i systemet. Tirsdagens afstemning fremstod derfor nærmest som en symbolsk handling fra parlamentarikerne for at lægge vægt bag de forhandlinger, som parlamentets forhandler netop i dag, onsdag, har med EU-landenes forhandler. Et rygte i Bruxelles siger, at det er Sverige, Frankrig og Storbritannien, der forsøger at undgå kravet om en domstolsprøvelse.

Planen er, at EU-Parlamentet skal stemme om telekompakken i begyndelsen af maj. Ingen ved, hvordan det ender. Hvis de sidste forhandlinger mellem parlament, EU-lande og EU-Kommissionen derefter glipper, ramler dele af telekompakken sammen. Det er dog ikke sandsynligt, at hverken EU-Parlamentet eller medlemslandene ønsker at smide telekompakken på gulvet for amendment 138. Spørgsmålet er så, hvem der først giver sig.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere