Den tyske millionby München har besluttet at afskaffe Windows i den offentlige forvaltning. Flere end 14.000 pc'er skal fremover køre under Linux. Samtidig skal kontorpakken Microsoft Office udskiftes med Open Office.
Et flertal i byrådet bestående af SPD, De Grønne, FDP, ÖDP, REP og PDS stemte for forslaget om at skifte til Linux under et byrådsmøde onsdag og fulgte dermed overborgmester Christian Udes anbefaling.
Trods omkostninger på 30 millioner euro og en flerårig omstillingsfase mener flertallet at Linux er det bedste strategiske valg for kommunen.
I en kommentar udtrykker Christian Ude tilfredshed med afgørelsen.
»Med denne retningsvisende beslutning har München ikke kun som den første tyske storby sikret sig en større producentuafhængighed i sin IT-infrastruktur, men også sendt et klart signal for konkurrencen på software-markedet. Forløbet op til afstemningen har jo allerede vist, at en konkurrence-situation åbenbart har en positiv indflydelse på prisniveauet,« siger Christian Ude.
Microsoft forsøgte indtil det sidste at påvirke beslutningen. Steve Ballmer afbrød sin skiferie i Schweiz for at rejse til München og fremlægge et nyt tilbud for Christian Ude, som betød at byen kunne spare 15 pct. på softwarelicenser.
Få timer inden afstemningen i byrådet fremsatte Microsoft et nyt tilbud, hvor softwarefirmaet lovede yderligere besparelser på omkring syv millioner euro.
De 14.000 pc'er i München kører i øjeblikket med Windows NT og Microsoft Office, men softwareleverandørens beslutning om at stoppe den tekniske support til NT betød at bystyret var tvunget til at vælge en ny platform.
Microsoft foreslog at byen straks skulle opgradere til Windows XP og Office XP - men en uafhængig konsulentrapport anbefalede i stedet at skifte til Linux-platformen.
Først til næste forår vil München udvælge den endelige Linux-leverandør, men IBM og SuSE har deltaget i den tekniske evaluering og regnes for de mest sandsynlige kandidater.