(Opdateret) Der synes ikke at være tvivl om, at teleprisene i de kommende år vil blive markant lavere. Et nyt sæt regler fra EU-Kommissionen dikterer, at selskabernes termineringspriser skal udregnes efter en ny model – og det kan ikke undgå at sende prisen på en kraftig rutsjetur – nedad.
Termineringsprisen er det beløb, som teleselskab A betaler til teleselskab B, når en kunde hos selskab A ringer til en kunde hos selskab B.
Prisen er i dag reguleret efter en model, hvor det er det selskab, der har de højeste omkostninger ved at modtage et kald fra et andet selskabs net, der fastlægger niveauet.
I dag er det Telia, der har de højeste omkostninger. Dette selskab har derfor sat niveauet, som er på 54 øre pr opkald, som modtagerselskabet kan opkræve fra afsenderselskabet.
I forvejen er der en proces i gang, der vil sænke termineringsprisen lidt. Fra maj næste år bliver den på 44 øre. Men en ny, teoretisk beregningsmodel, som EU-Kommissionen vil have medlemslandene til at tage i brug, gør regnestykket markant anderledes. Med den nye model vil man nå ned på en termineringspris på omkring ti øre, lyder et skøn fra kommissionen.
It og- Telestyrelsen er allerede langt fremme med en ny bekendtgørelse, der skal implementere EU-reglerne. Det kan dog nemt blive 2011 før alle formalier er overstået og nye priser bliver til praktisk virkelighed for forbrugerne.
For selskaberne kan de nye priser blive en mindre velkommen forandring. Navnlig for de selskaber, der kalkulerer med høje terminerings-kostninger – eksempelvis Telenor – kan en reduktion af indkomsten fra termineringsregnskabet med en faktor fem blive en ubehagelig prøvelse, erkender man hos IT- og Telestyrelsen. Nettovirkningen skulle imidlertid være, at konkurrencen mellem selskaberne bliver styrket:
”I dag videregives en del af de penge, som forbrugerne betaler til deres selskaber til andre teleselskaber. Ved at nedsætte betalingen mellem teleselskaber, øges muligheden for konkurrence om kunderne,” siger kontorchef Filip Sundram, IT- og Telestyrelsen.
(Opdateret 8/12 med rettelse af prisen til 54 øre, som de dyreste selskab telia - ikke Telenor - har fastsat)