I dag er det som bekendt lige så nemt at lokke en iPad fra en fem-årig som at trække et kabel ud af Storebæltsbroen med de bare næver.
Men i en fjern og mytisk fortid legede børn faktisk med plastikfigurer, og en af de mest succesfulde virksomheder på den front var amerikanske Mattel.
Gennem tiden har Mattel stået bag legetøj som blandt andet Hotwheels, Barbie og Masters of the Universe.
Sidstnævnte startede i 1981 blot som actionfigurer, men siden udviklede franchisen sig til også at omfatte animerede serier, film og computerspil.
I Masters of the Universe går middelalderlig sværdkamp, hekseri og sci-fi fint i spænd, og her bakser barbaren He-Man – alias Prince Adam – konstant med at beskytte planeten Eternia mod onde Skeletor og hans lede håndlangere.
Konceptet blev senest filmatiseret i 1987, hvor svenske Dolph Lundgren spillede hovedpersonen He-Man. Filmen endte dog med at blive et katastrofalt flop.
Men det skræmmer dog ikke instruktøren Travis Knight, der nu næsten 30 år senere har en ny “Masters of the Universe”-film i støbeskeen.
Filmen har været ramt af talrige forsinkelser og kommer til at handle om, hvordan Prince Adam bliver til He-Man og forhindrer den onde Skeletor i at erobre hans hjemplanet.
På skuespillerlisten findes indtil videre Camila Mendes (”Riverdale”) i rollen som troldkvinden
Teela, Nicholas Galitzine (”Purple Hearts”) som He-Man og Alison Brie (”GLOW”) som den onde Evil-Lyn.
Det er producenterne Amazon/MGM og Mattel Films’ der står bag filmen, som forventes at få biografpremiere i juni 2026.