Den nye HP Jornada 928 WDA er en kombination af en GSM/GPRS-mobiltelefon og en håndholdt computer. Hewlett-Packard betegner denne type hybrid-enhed som en Wireless Digital Assistant (WDA). Den ligner en klassisk PDA med en størrelse på 137 x 77,8 x 16,7 millimeter og en vægt på 194 gram.
WDA'en er udstyret med en 16-bit farveskærm på 240 x 320 pixel. Derudover er den også udrustet med et lille LC-display, som gør det muligt at anvende telefonen uden at aktivere computeren.
HP fortæller at batterierne rækker til tre timers taletid, ti timers arbejde med WDA'en eller 170 timers standby.
Som operativsystem er Microsofts Pocket PC 2002 i Phone Edition installeret. HP har også inkluderet sin egen Java-Engine.
Jornada 928 kommunikerer med andre apparater gennem en USB- og irDa-port, og indeholder også en CompactFlash port (type 1). Den bruger en OMAP-710-processor med 133 MHz fra Texas Instruments og indeholder 64 MB RAM og 32 MB ROM.
HP Jornada 928 WDA kommer på markedet til sommer og ventes at koste omkring 8.000 kr.