Onsdag den 28. april genudgives Caroline Hendersons nye CD, »Don't Explain« på det nye surround sound-format, Super Audio Compact Disc (SACD). Det er den første danske udgivelse i det format, og dermed er format-kampen om at blive cd'ens afløser for alvor kommet til Danmark.
I sidste uge sendte det århusianske rockband Brimstone Butterfly sit nye album på gaden i formatet DVD-Audio. De to formater er i øjeblikket de førende inden for musik i surround sound, som ventes at skulle afløse de traditionelle CD'er inden for en årrække.
I USA kører kampen allerede så småt, og den har potentiale til at blive lige så benhård, som den dyst videoformaterne VHS og Betamax udkæmpede i 1980'erne.
DVD-Audio fører kampen
Ifølge de seneste salgstal fra brancheforeningen for den amerikanske pladeindustri, RIAA, er DVD-Audio-formatet i øjeblikket det mest udbredte af de to. DVD-Audio har en markedandel på 2,5 procent, mens SACD indtil videre kun udgør 0,5 procent af markedet.
»Men det er umuligt at sige hvilke format, der vil vinde kampen. Der er fordele ved begge formater, men nu må vi se hvad, forbrugerne siger,« kommenterer Frank Birch Pontoppidan, der som studiechef i musikstudiet Sun Studio har bragt begge de to nye formater til Danmark.
Frank Pontoppidan fortæller, at han i øjeblikket møder stor interesse fra mange forskellige kanter, og at ved at afslutte forhandlingerne om to nye danske DVD-Audio-udgivelser, som skal laves hen over sommeren.
»Den ene med et internationalt dansk navn, men aftalen er ikke underskrevet endeligt endnu,« fortæller Frank Birch Pontoppidan.
SACD-formatet er ligesom det hedengange Betamax udviklet af Sony og kan i modsætning til DVD-Audio-formatet afspilles i helt traditionelle CD-afspillere. For at afspille DVD-Audio kræves DVD-afspiller. Til gengæld rummer formatet mulighed for at inkludere ekstra materiale, så som videoer og fraklip.
Dansk producent satser på DVD-Audio
Den børsnoterede producent af CD- og DVD-skiver, SDC DanDisc spiller en central rolle i format-kampen på det danske marked. Selskabet har valgt side og investeret i produktionsfaciliteter til DVD-Audio. Tillige har selskabet ydet økonomisk støtte for at få sendt den første danske DVD-Audio udgivelse på gaden.
Til trods for, at Sonys SACD-format har en fordel i og med at langt de fleste danske hjem i forvejen kan afspille formatet, forventer administrerende direktør Jesper Boysen, at DVD-Audio vil blive det dominerende format.
»Hver gang, der kommer et nyt format, ser vi 3-4 typer medier, som kæmper om at blive standard. SACD er et konkurrerende medie, men det er min overbevisning, at DVD-Audio vinder, fordi det simpelthen rummer flere muligheder,« siger Jesper Boysen, der forventer, at hver fjerde dansker om fire år vil have en afspiller til DVD-Audio.
Format-krigen hæmmer salget
Selv om format-krigen raser, er salget af de skiver, som er lanceret hidtil, ikke overvældende - hverken i Danmark eller USA, fortæller Kim Nørskov fra Warner Music. Siden 2000 har selskabet udgivet musik fra en række internationale kunstnere på det danske marked.
Ifølge Warner Music er format-kampen en væsentlig del af forklaringen på det lave salg. Forbrugerne ved simpelthen ikke hvilken hest, de skal satse på.