Retningen er god nok for Columbus IT Partner med forbedret indtjening og effektivitet i et trængt marked, som selskabet kalder indtægtsklimaet i sin rapport for første halvår af 2002.
Resultatet før skat er blevet væsentligt reduceret i forhold til første halvår 2001. Da var der et minus på 51,6 millioner kroner, mens det i år er bragt ned til et underskud på 4,8 millioner kroner.
Columbus IT Partner A/S | Halvårsregnskab | |
Millioner kroner | 1. halvår 2002 | 1. halvår 2001 |
Omsætning | 338,5 | 299,4 |
Resultat af primær drift (EBIT) | 3,7 | -46,5 |
Resultat før skat | -4,8 | -51,6 |
Resultat | -9 | -43 |
Egenkapital | 76,2 | 161,7 |
Antal ansatte | 849 | 1.044 |
Renset for de tal lander omsætningen for første halvår 2002 på 292 millioner kroner - et fald på otte procent.
Resultatet før afskrivninger og goodwill, EBITDA, er som følge af salget til KMD også voldsomt forbedret. Fra et underskud på 25 millioner kroner i 2001 er EBITDA vokset til et overskud på 24,8 millioner kroner.
Når tallene renses for EBITDA-bidrag fra salget - 34 millioner kroner - er EBITDA forbedret med 23 millioner kroner i forhold til 2001.
Usikkerhed om KMD-aftale
Halvårsregnskabet indeholder dog også en nedjustering - trods en relativ stabil omsætning og stærkt forbedret resultat.
Den 31. maj bebudede Columbus IT Partner en omsætning for hele året på 650 - 675 millioner kroner og et EBITDA "i niveauet" 70 millioner kroner.
Blot to en halv måned efter er buddet på en EBITDA for 2002 halveret. Nu hedder forventningen et resultat på 35 - 40 millioner kroner, mens omsætningen ventes at lande på 650 millioner kroner.
Ud over et trængt marked peger Columbus IT Partner på usikkerhed om gevinsterne ved sin aftale med KMD, der blev indgået ved salget af kommuneaktiviteterne. Aftalen løber over fem år - og indebærer, at Columbus IT Partner skal være KMD's teknologipartner inden for Axapta.
Det skulle sikre Columbus IT Partner royalties fra salg af kommuneløsninger baseret på Axapta. Men hvor lind, den pengestrøm skulle blive, er der øjensynlig tvivl om nu.
Columbus IT Partner stiller selv spørgsmålstegn ved det med henvisning til, at der "hersker en del usikkerhed omkring KMD's fremtidige produktstrategi og dermed værdien for Columbus IT Partner af aftalens betydelige earn-out potentiale".
- Dette kan få væsentlig indflydelse på årets resultat, konkluderer selskabet - og opregner derefter de nedjusterede forventninger til resultatet for hele året.
Forøget effektivitet
I det forløbne år har Columbus IT Partner gennemført en kraftig omstrukturering, der har nedbragt antallet af medarbejdere fra 1.044 til 849 personer i hele koncernen. Således er hver femte blevet fyret.
De færre medarbejdere er også en af årsagerne til, at omsætningen er faldet med otte procent, skriver selskabet. Derudover er markedet svært, når det drejer sig om at sælge forretningsløsninger.
Det forbedrede resultat opnår selskabet ved en forbedret effektivitet. Omsætningen per medarbejder er steget med 25 procent.
Fordelt på produkter er Axaptas vægt øget - og udgør nu 66 procent af omsætningen mod 45 procent sidste år. Attain står for fire procent, mens XAL er reduceret fra 30 til 21 procent.
Investorerne har ikke reageret med begejstring på halvårsregnskabet. Kl. 11:09 var kursen faldet med 1,90 kroner til 20 kroner på en dag, hvor markedet generelt stiger rigtig pænt - eksempelvis KFX med omkring tre procent.
Følg Columbus IT Partner her.