Et pludselig nedbrud i de af Microsofts cloud-tjenester, der servicerer det centrale USA, har ramt flere store fly-selskaber, som anvender netop Microsofts til at håndtere det meste af deres it.
Nedbruddet, der torsdag ramte Microsoft datacenter-region Central U.S., gjorde, at en række flyselskaber var nødt til helt at aflyse flere hundrede afgange, mens mange andre blev forsinket.
Flyselskaberne anvender Microsofts Azure-cloud til blandt andet booking, checkin og meget andet.
Ifølge Reuters ramte nedbruddet i hvert fald flyselskaberne Frontier Airlines, Allegiant og SunCountry.
Frontier Airlines meddeler, at et ‘stort Microsoft-nedbrud’ havde ramt selskabets drifts-funktioner, mens SunCountry meddeler, at den underleverandør, der står for booking og checkin, blev ramt.
Allegiants websites gik i sort på grund af nedbruddet.
Ifølge Reuters har Frontier Airlines aflyst 147 afgange på grund af nedbruddet, mens 212 afgange blev forsinket.
De øvrige flyselskaber sætter ikke tal på, men ifølge FlightAware blev 45 procent af Allegiants afgange forsinket, mens 23 procent af SunCountrys afgange blev forsinket.