En computerstyret kanon skød tidligere i oktober ni soldater ned i Sydafrika og sårede 14, men nu hævder en militærekspert, at computeren ikke var skyld i drabene. Det var en simpel mekanisk fejl.
En granat satte sig fast i antiluftskytskanonen, og en kvindelig officer forsøgte at bryde blokeringen. Men ammunitionen eksploderede, og det fik kanonløbene til at dreje 360 grader rundt og sprede ammunitionen på må og få. Soldaterne i nærheden af kanonen havde ikke mulighed for at skjule sig.
»Jeg tror, det er simpelt uheld. Granaterne bevæger sig så hurtigt gennem kanonen, at en granat bare skal sidde stille et kort sekund, før det går galt,« siger Jim O'Halloran fra det forsvarspolitiske tidsskrift, Jane's Land-Based Air Defence.
Han påpeger, at der ikke var tale om en robot, som gik amok. Han hæfter sig ved, at der godt nok er automatisk målsøger på mange våben, men det er altid et menneske, der skal trykke på aftrækkeren. Derfor kan det være en simpel mekanisk fejl, der forårsagede drabene.
Derudover er det ikke sikkert, at maskinen selv har søgt efter ofre. Da en granat eksploderede i løbet, har kraften været så stor, at den har kunnet svinge løbet rundt i en cirkel.