Træk musemarkøren hen over det område på websiden der skal udskrives og højreklik, hvorefter området kopieres og er klar til udskrift. Det er fremgangsmåden med et nyt program, HP Web Smart Printing, der kan hentes gratis på nettet. Programmet skal reducere det spild af papir og blæk, der opstår, når man udskriver tekst og grafik fra websider.
»Mange synes, det er frustrerende at udskrive fra websider. Man udskriver ofte for mange sider papir og så kommer siderne endda tit ud med et helt andet indhold, end hvad man forventede. Derfor er det oplagt, at vi går forrest og tilbyder gratis printløsninger til websider, så danskerne minimerer blæk- og papirforbruget,« siger Morten Rishøj, produktchef, HP Danmark.
Selskabet har også købt en anden teknologi, Tabblo, der ligeledes skal gøre det lettere at udskrive indhold fra nettet. På fotosiden Flickr bruges Tabblo til at fremstille fotomontager, og hos Livespaces sørger Tabblo for, at man kan udvælge enkelte blogindlæg.
HP betegner selv sin nye strategi som Print 2.0 - en slet skjult henvisning til internet-fænomenet Web 2.0.