Det svenske institut for strålehygiejne (SSI) har test 23 mobiltelefoner for stråling og konkluderet, at mobiltelefoner med indbygget antenne udsender langt mere stråling end telefoner, hvor antennen kan trækkes ud. Det skriver det svenske blad Ny Teknik.
Svenskerne har benyttet en ny metode til at måle strålingen - en metode, der adskiller sig fra den normale måling af SAR-værdien, der viser hvor meget stråling mobiltelefonen udsender ved maksimal effekt. Svenskerne har i stedet valgt at undersøge, hvor meget stråling mobiltelefonen benytter til at få god kontakt med mobilantennerne og sende og modtage kommunikation.
Undersøgelsen viser, at mobiltelefonerne ofte udsender meget kraftigere stråling end der behøves, for at opnå en god forbindelse. I gennemsnit bruges kun 16 procent af strålingen til kommunikation - resten af strålingen ender mobilbrugeren eller i telefonen.
Instituttet er specielt kritisk over for Panasonics EB-GD 92 mobiltelefon, der klarer sig meget dårligt i den svenske undrsøgelse på trods af, at SAR-værdien er fin. Det samme gør sig gældende med Motorolas V.3688 mobiltelefonen.
Til gengæld viser undersøgelsen, at en udtrækbar antenne kan nedsætte strålingen betydeligt. To Ericsson telefoner, T28s og R320s klarede sig skidt i undersøgelsen og lå langt nede af listen - men da de blev forsynet med ekstra udtrækbare antenner steg de til toppen af listen.
De svenske forskere mener, at strålingen koncentreres omkring brugeren, fordi hånden er knyttet omkring telefonen (og dermed antennen) i telefoner med indbygget antenne, mens strålingen kan "slippe væk" når telefonen er udstyret med en udtrækbare antenne.