Svenske Bredbandsbolaget har tabt så mange penge på det danske marked, at de nu trækker sig helt, meddeler Børsen. Bredbandsbolaget forærer ifølge avisen den danske afdeling til ledelsen - og giver dem tilmed 22,5 millioner kroner for at overtage Bredbandsbolagets forpligtelser herhjemme. Pengene skal samtidig sikre det svenske selskabs ret til at anvende dele af den danske infrastruktur.
Bredbandsbolagets danske eventyr kostede 75 millioner kroner. Investeringen er gået til infrastruktur og hvervning af cirka 1100 bredbåndskunder. Den svenske udbyder har længe forsøgt at finde en køber af den danske afdeling, men det lykkedes altså ikke.
Det nye firma vil få navnet Dansk Bredbånd. Firmaet er nu gået på jagt efter penge til ekspansion.