Hvornår har arbejdsgiveren lov til at overvåge medarbejdernes brug af internettet, og hvordan skal sms- og mailbeskeder bruges i kommunikationen mellem virksomhed og medarbejder. Det er nogle af de spørgsmål, der behandles i en ny aftale mellem HK/Privat og Dansk Erhverv.
»Den teknologiske udvikling har ændret arbejdsmåden på de danske arbejdspladser, og arbejdspladsen er ikke længere et stationært begreb. Der er derfor behov for rammer for, hvordan teknologien anvendes bedst muligt på arbejdspladserne,« lyder meldingen fra faglig chef Carlo Søndergaard, HK/Privat, og advokat Frederik Brocks, Dansk Erhverv, i en pressemeddelelse.
Aftalen indeholder blandt andet regler for privat brug af e-mail og internet i arbejdstiden, brug af medarbejderens foto på internettet, rettigheder og pligter i forbindelse med it-sikkerhed og tillidsrepræsentanternes rolle i udarbejdelsen af virksomhedens e-mail politik.
Den fastslår blandt andet, at der skal være et sagligt formål, hvis arbejdsgiveren vil overvåge medarbejdernes færden på nettet, og medarbejderne skal informeres om det på forhånd.
Desuden må arbejdsgiveren ikke læse de ansatte private mails, medmindre der på forhånd er givet samtykke til det.