Kreditforsikringsselskabet Euler Hermes sætter tommelskruerne på ejeren af Elgiganten, det engelske DSGi (tidligere Dixons).
Før jul beskar Euler Hermes sin kreditforsikring af DSGi med mellem 50 og 60 procent, og med det seneste indgreb dækker selskabet nu kun omkring en fjerdedel af de udeståender, som DSGi har hos sine leverandører.
Det er dog uklart, om stramningerne også rammer i Skandinavien, hvor DSGi selskaber det seneste år har haft god indtjening og pæne regnskaber.
Hos Euler Hermes i Danmark ønsker direktør Peter Hecht-Hansen ikke at kommentere enkeltkunders forhold, men bekræfter, at den økonomiske krise rammer hårdt inden for elektronikbranchen, som er stærkt påvirket af opbremsningen i privatforbruget.
Direktør i Elgiganten, Jesper Boysen, afviser, at eventuelle stramninger overfor det engelske moderselskab vil gå ud over Elgigantens danske manøvremuligheder.
»Mere end 80 procent af vores leverancer kommer fra vores centrallager i Sverige, og derudover har vi meget begrænset direkte indkøb fra danske leverandører. Vi føler, at vi driver en rigtig god forretning i Danmark,« siger Jesper Boysen.