Besværet med at vedligeholde websites, så de understøtter den bedagede version 6 af Internet Explorer, har fået en lang række aktører på internettet til at gå sammen om en fælles kampagne, der opfordrer folk til at opgradere til en nyere version, hvis deres browser bliver detekteret som IE 6.0.
Tidligere i denne måned lancerede Ingeniøren/Version 2 en kampagne, der skulle få flest mulige medier med på anti-IE6-vognen. Der er dog hverken tale om smædeskrift eller nedsættende omtale - deltagelse i kampagnen betyder blot, at medierne opfordrer brugere med bemeldte browser til at overveje, om ikke det ville være en god ide at opgradere til et lidt mere tidssvarende stykke software.
Den galaj er blandt andre nærværende organ samt vores søstermedier CRN og Mobil.nu også hoppet med på, og vi er ikke alene. Også medier som Eb.dk, tv2.dk anbefaler brugerne at droppe den upopulære internetbrowser.
Hvis Internet Explorer 6.0 stadigt skulle have nogen tilhængere, ville de få ekstra meget modstand netop nu. Internetmediernes interesseorganisation FDIM har besluttet sig for at gå aktivt ind i kampen. Organisationen har meldt ud, at man støtter bestræbelserne på at komme IE6 til livs:
"Det kræver uforholdsmæssigt mange ressourcer i form af udviklingstimer hos de enkelte medier, når der skal udvikles til mange browsertyper. IE6.0 er på kraftig retur da mange brugere allerede har opdateret deres browser til en nyere version, og derfor er det ikke hensigtsmæssigt for medierne at blive ved at understøtte en gammel browserversion. I stedet vil de bruge ressourcerne på at skabe endnu bedre websites til glæde for de danske brugere," siger Jon Lund, direktør i FDIM.
IE 6.0 blev udviklet i 2001 og siden er browseren blevet overhalet mange gange. Ifølge FDIMs egne tal bliver kun 15 procent af sidevisningerne i dag foretaget med en IE 6.0 browser og procentandelene er faldende.