Nick Park, der står bag sidste års succesfilm "Chicken Run", lancerer i løbet af 2002 hele tolv små film på internet. Filmene baseres omkring Nick Parks populære Wallace & Gromit-figurer - som på dansk har fået navnene Walter & Trofast.
Den enfoldige opfinder Wallace og hunden Grommit optræder igennem tolv korte animerede film - eller vignetter - af et minuts varighed. I hver af filmene præsenterer Wallace én af sine opfindelser, deriblandt en såkaldt breakfast TV toaster og et automatisk strygejern.
Filmene, der har fået fællestitlen "Wallace's Workshop", er blevet til på opfordring af det amerikanske magasin Explore.
De tolv film bliver frit tilgængelige via internet. Det er meningen, at der skal frigives en film hver uge i tolv uger, startende til efteråret. Senere vil filmene også udkomme på video.
Nick Park har gennem det sidste år arbejdet på en helt ny Wallace & Gromit animationsfilm, "The Great Vegetable Plot", som får premiere indenfor de næste par år. I 1995 vandt Nick Park en Oscar for den seneste Wallace & Gromit-film "A Close Shave".
Link:
Wallace & Gromit: We're back...