Den pannordiske IT-forhandler Atea havde et hårdt andet kvartal, hvor omsætningen rutsjede nedad med knap 32 procent til 1,929 milliarder svenske kroner. Driftsresultatet (EBITA) var dog stadig positivt: 26,3 millioner svenske kroner mod 41 millioner svenske kroner i samme periode sidste år.
»Vores marked har i andet kvartal været karakteriseret af kraftigt faldende gennemsnitspriser og væsentligt faldende hjemme-pc-volumener i Sverige, hvilket vi også havde forudsagt. I den situation føles det som en styrkende besked, at vi alligevel opnår et positivt resultat på linje med vore egne mål og forventninger«, kommenterer Ateas koncernchef Thomas Keifer.
Atea i Danmark offentliggør ikke omsætning eller resultat isoleret, men direktør Frank Mortensen oplyste i går, at driftsresultatet for første halvår 2003 var positivt, selv om Atea også herhjemme lider under pc-markedets prispres.