Artiklen er et oversat foredrag fra den respekterede canadiske 2000-guru og forfatter til adskillige bøger om 2000-problemet, Peter de Jager. Trods de amerikanske eksempler giver artiklen et godt og realistisk billede af 2000-paratheden på de kritiske samfundsområder. Samtidig er hans foredrag et voldsom kritik af dommedags-profeters og guldjægeres forsøg på at slå plat på 2000-problemet.
"Vi har knækket ryggen på 2000-problemet". Den besked har jeg forsøgt at trænge igennem med i seks måneder ved foredrag og i artikler. Mange har været høfligt interesserede, og jeg har fået mails fra folk med høflige forespørgsler om hvad jeg EGENTLIG mener - og vrede breve fra folk med interesse i at fremme verdenspanikken, sælge guldbarrer og overlevelsesudstyr op til årtusindskiftet. Og for dem er godt nyt om år 2000-problemet naturligvis dårligt nyt.
Men hvad mener jeg egentlig med, at vi har knækket ryggen på 2000-problemet? Kort sagt mener jeg, at vi har overvundet det alvorligste problem, nemlig uviljen til at handle og tendensen til at benægte, at der overhovedet er et problem. At overvinde "de lukkede øjnes politik" blandt programmører og bestyrelser har været en langt større opgave end at rette programkode og udskifte chips.
For at forstå det, må vi se nogle år tilbage til starten af 1990erne, hvor vi kun var få, der forsøgte at gøre opmærksom på 2000-problemet. I disse år blev jeg betragtet som en dommedagsprædikant, som forsøgte at skabe panik og frygt. Jeg blev kaldt en idiot, der blev sat spørgsmålstegn ved min mentale sundhed. Men mit budskab var simpelt nok: "Der er problemer i programkoden, det kan jeg bevise. Hvis vi ikke reparerer det står vi over for ubehagelige konsekvenser". Og heri ligger hele mit engagement i problemet - "gør noget ved problemet - eller tag konsekvenserne".
Enkelte journalister forsøgte dengang at forske i problemet. Var det virkelig et så stort problem som jeg og enkelte andre sagde? Derfor spurgte de banker og forsikringsselskaber om det virkelig kunne være rigtigt - og fik den besked, at det enten var skabt i min syge hjerne, eller et mindre problem, som det ikke var værd at spilde tid på.
IT-industrien var dengang meget ny og uerfaren, og år 2000-problemet så uoverskueligt ud, så mange stak hovedet i busken. Der var jo også næsten 10 år til den store dag. Da problemløsningen og sortering af programmer og maskiner i livsvigtige og mindre vigtige funktioner endelig gik i gang, blev mange forlegne. For der så ikke ud til at være tid til at nå alle applikationer og tekniske indretninger. Det er for mig det ultimative bevis på, at vores tidlige advarsler var nødvendige. Uden dem havde IT-branchen stadig befundet sig i dyb søvn.
Alt dette handler om softwareproblemet. Men vanskelighederne med integrerede systemer, dvs. maskiner med indlejrede microchips, er helt anderledes. De alvorlige konsekvenser af disse problemer var indtil for kort tid siden helt ukendt. Ingen - inklusive mig selv - forestillede sig hvor stort det problem egentlig er. Der var ikke dokumentation for, om det ville få betydning for mange eller få maskiner. Men der var tilstrækkelig med beviser til at opfatte problemet alvorligt, ja ligefrem som et spørgsmål om liv og død, at finde ud hvad der vil ske.
Beviset på problemerne med indlejrede chips findes på millioner af pc-ere, hvis BIOS ikke kan håndtere årsskiftet, som kræver fire cifre. Et andet bevis på teknikkens skrøbelighed svæver ustandseligt over vores hoveder, nemlig GPS-sateliterne, som havde et problem. Ikke et 2000-problem, men et som ligner meget. Da problemerne fandtes både på jorden og i himmelen, var chancerne for at finde flere problemer ganske gode - det viste sig også at være rigtigt.
Hvad er så udfordringen? Det er at få alle mennesker til at undersøge alt, som kan have et 2000-problem. Hvordan gør vi det? Ved at opsætte sandsynlige scenarier for hvad der kan gå galt hvis indlejrede chips holdt op med at fungere. Hvad var resultatet? Vi fandt problemer i medicinsk udstyr, navigationsudstyr til biler og fly, håndværktøj og i entreprenørmaskiner for at nævne nogle områder. Men der var også mange områder, hvor der vil blive ingen eller næsten ingen problemer. Men det ville vi ikke have vidst hvis ingen havde checket det. Så det var ikke spildt arbejde at checke de systemer, som viste sig at være uberørte.
Kort sagt: Indtil vi begyndte at forholde os alvorligt til problemerne med programkode og indlejrede chips var ethvert dommedags-scenarie en sandsynlig - og realistisk - mulighed.
I dag ser situationen anderledes ud. De fleste - men ikke alle - virksomheder arbejder på sagen. De er ved - eller har allerede - repareret deres systemer og undersøger problemer med indlejrede chips. De fleste - desværre igen med undtagelser - har trukket hovedet op af busken, og set 2000-problemet i øjnene.
Har vi løst År 2000-problemet? Nej, ikke helt. Men vi er nået langt nok til at have undgået dommedagsscenarierne. Der kommer helt sikkert til at ske uforudsete ting. Men, i modsætning til hvad vi ser i mange aviser og tv-indslag, blive det ikke Ragnarok. Gennem hårdt arbejde og planlægning har vi knækket ryggen på 2000-problemet.
Peter de Jager har skabt sitet www.year2000.com - et af de bedste engelsksprogede websteder om 2000-problemet.
Denne artikel af Adam Hvidt bringes i samarbejde med 2000Fokus.
