Microsoft har bekræftet en fejl i postprogrammet Outlook, der kan føre til datatab. Fejlen betegnes dog som et mindre problem, men Microsoft anbefaler alligevel, at brugerne ikke anvender funktionerne Archive og AutoArchive. Informationerne arkiveres ikke direkte, men kopieres først til arbejdshukommelsen, hvorefter de slettes fra kildefolderen. Først derefter bliver informationerne arkiveret i den rigtige folder. Hvis processen bliver afbrudt, mens teksten befinder sig i hukommelsen, f.eks. efter en strømafbrydelse eller et systemnedbrud, kan informationerne gå uigenkaldeligt tabt. Microsoft forventer at have en rettelse klar i februar.