Bleskift, babyalarm og børnepasning. Der er nok at se til for nybagte forældre. Og midt i det hele skal man også tænke på at få guldklumperne skrevet op til en plads i daginstitutionerne.
Det er nu blevet nemmere for forældrene i Odder kommune. Med en pinkode eller personcertifikat til Oddernettet kan de sidde derhjemme og få et overblik over de forskellige institutioner, beregne friplads og skrive barnet op til en plads.
Lettere sagsbehandling
Ifølge Mona Thomsen fra pladsanvisningen i Odder kommune sparer forældrene turen til rådhuset, og det letter sagsbehandlingen for kommunen, der slipper for at skrive skemaer ind. Når indskrivningen foregår elektronisk, bliver oplysningerne skrevet direkte ind i det virtuelle univers.
I april kvartal 2005 har omkring 40 procent af de nye forældre klikket sig igennem bamserne på Oddernettet frem til en plads i en af byens daginstitutioner.