Forleden hørte vi rygter fra en analytiker om, at Google var på vej med deres egen udgave af en Android-mobil. Et sådan træk virkede dog ikke umiddelbart logisk, og mange afviste det derfor, ligesom Google også selv afviste rygterne. Men nu er mere vedholdende rygter dog dukket op.
Google skulle nemlig nu med sikkerhed være på vej med deres helt egen Android-mobil, skriver TechCrunch. Den skulle egentlig have været klar inden jul, men er blevet forsinket til starten af næste år. Google vil få en stor mobilproducent til at producere modellen, men den vil kun være Google-brandet, og Google vil selv stå bag udviklingen.
LG muligvis producenten bag
TechCrunch spekuleres derudover i, at LG kan være producenten, og at Google måske allerede til januar vil føre en stor marketingskampagne for modellen. Det vil dog i givet fald formentlig kun være i Googles hjemland USA.