Da det børsnoterede softwarehus Maconomy lagde sin årsrapport på bordet for et par måneder siden var der løftede champagneglas. Selskabet lavede sit første overskud. Nu er man imidlertid tilbage i underskudsafdelingen.
I årets første kvartal tabte selskabet 900.000 kroner. Det er dog en væsentlig forbedring i forhold til samme periode året før, hvor tabet var 4,9 millioner kroner. Samtidig gik salget frem med 15 procent til 36,7 millioner kroner.
Ifølge ledelsen er underskuddet helt som ventet, og man fastholder forventningerne om et overskud på 12 millioner kroner for hele året og en omsætning på 170 millioner kroner.
I første halvår forventer Maconomy at tabe to millioner kroner, men at vinde dem tilbage i 2. halvår, hvor der skal laves et overskud på 14 millioner kroner.
Maconomy-aktien faldt to procent oven på offentliggørelsen.