For nyligt indgik it-konsulenthuset Accenture en stor outsourcing-aftale med transportkoncernen, DSV. Det har blandt andet betydet, at selskabet nu søger 40 nye it-medarbejdere til sit kontor i København.
De 40 nye ansatte kommer til et selskab, der er i en omstillingsproces. Efter overskud på 44 millioner kroner i 2001/2002, lød resultatet for "Accenture Denmark Holdings A/S" på et underskud på 41 millioner kroner i regnskabet, der afsluttet i juni 2003.
Men nu er der atter lys forude for virksomheden.
»Vi kan mærke, at der er forår i luften. Efter et par år med lidt stilstand inden for især traditionelle konsulentydelser og teknologi, er der nu igen ved at være godt gang i disse områder. Både som selvstændige ydelser og i forbindelse med vores outsourcing opgaver,« lyder kommentaren fra Accentures administrerende direktør i Danmark, Jakob H. Kraglund.
Ifølge Accenture er selskabet især på jagt efter nyuddannede med interesse for forretningsmæssig anvendelse af informationsteknologi. De vil typisk blive rekrutteret fra handelshøjskolerne, DTU og universiteterne. Desuden regner Accenture med at ansætte et antal erfarne systemkonsulenter til blandt andet SAP-projekter.
Accenture indleder rekrutteringen med det samme og regner med at have ansat de 40 nye medarbejdere inden sommer. Når de er ansat vil Accentures danske medarbejderstab nå op på 460.