Autodesks regnskab for fjerde kvartal viser en markant stigning i omsætningen fra 196 millioner amerikanske dollar i fjerde regnskabskvartal 2002 til 295 millioner i fjerde kvartal i år. Og resultatet gik frem fra 6 millioner til 58 millioner dollar. I Norden steg omsætningen med 35 procent.
Forbedringerne skyldes blandt andet en væsentlig stigning i indtægterne fra opgraderinger og fremgang for Autodesk Subscription Program, oplyses det.
Fremgangen i Norden er fordelt på samtlige markedssegmenter: produktionsindustrien, byggebranchen og inden for infrastruktur/GIS.
»I byggebranchen viser overgangen til vores modelbaserede løsninger nu for alvor resultater. I løbet af det sidste år er vi gået 100 procent frem i forhold til sidste år. Når det gælder produktionsindustrien, er vi vokset med 25 procent, og vi fortsætter med at lægge afstand til vores nærmeste konkurrenter,« siger Thomas Juntti, salgsdirektør i Autodesk.