Apple bliver ofte rost for sin brugervenlige grafik. Men det mærkat skal Apple ikke have for sig selv.
Det mener Ubuntu-grundlægger Mark Shuttleworth.
Ifølge Ubuntu-faderen så skal der ikke gå meget mere end to år, før desktop-versioner af Linux kan konkurrere med Apples styresystem.
Det lyder til at være en voldsom ambition, selv om især netop Ubuntu har nydt stigende interesse fra almindelige brugere på det seneste.
Ifølge NetApplications.com så har Apple i øjeblikket markedsandele på 7,94 procent. Linux har 0,80 procent.
Ifølge Shuttleworth, så skal Linux-distributionerne både være "pænere" og mere brugervenlige end Apples OS X.
»Vi betragter Apple som det ultimative forbillede, når man taler om brugeroplevelsen. Men vi er overbevist om, at selv om det selvfølgelig er en udfordring, så kan den naturlige innovation, der er i Open Source, resultere i produkter, der er sammenlignelige - og i mange tilfælde - meget bedre,« siger Shuttleworth.