Apple valgte i september at fjerne en populær C64-emulator til iPhone fra sin App Store. Nu er emulatoren tilbage i App Store igen. En uafhængig programmør har skrevet C64-emulatoren til iPhone og iPod Touch, der leveres sammen med de fem gamle C64-spil Dragons Den, Le Mans, Jupiter Lander, Arctic Shipwreck og Jack Attack.
Apple begrundede i september sin beslutning med, at programmet overtræder den licensaftale som følger med iPhone SDK (Software Developer Kit). Ifølge denne aftale er det ikke tilladt for en applikation at installere eller starte yderligere eksekverbar kode på iPhone og iPod Touch. Og C64-emulatoren installerer netop de fem spil, hvilket altså ifølge Apple er en krænkelse af licensaftalen. Der skulle også være licensproblemer med den indbyggede Basic-emulator.
Men udvikleren af C64-emulatoren følte sig uretfærdigt behandlet. Der findes allerede en Megadrive-simulator med gamle Sega-spil til iPhone, som også kan købes gennem App Store.
Det er ikke første gang, Apple afviser at tage software med i App Store, og selskabet bliver kritiseret for at træffe vilkårlige afgørelser.
Sagen om C64-emulatoren viser dermed, at iPhone-udviklere har en dobbelt risiko; dels kan man ikke være sikker på, om udviklingsomkostningerne kan tjenes hjem, og dels kommer så risikoen for, at Apple vil afvise programmet.
Nu er C64-emulatoren så tilbage i App Store igen i en ny version 1.1. Denne version skulle overholde alle Apples licensbetingelser, ydelsen er forbedret med 30 pct. og der er tre nye spil, International Soccer, International Basketball og International Tennis.
Samtidig arbejder udvikleren på version 1.2 med endnu flere klassiske spil, herunder Bruce Lee, og muligheden for at købe flere spil direkte i emulatoren. Den skulle være klar i midten af december.