Volvo-ejere kan i de kommende måneder se frem til en stor overhaling af deres bilers infotainment-system.
I alt 2,5 millioner af den svenske bilproducents biler står over for opdateringen, som vil overhale det ombordværende Android Automotive-system, hvor interfacet nu vil tilpasse sig førerens kontekst og tilbyde kvikadgang til relevante apps og funktioner.
I brug tilpasser det adaptive interface sig eksempelvis hastigheden, hvor der ved lav hastighed fremvises en kvikadgang til bilens front- og bakkameraer.
Køres der inde i byer, vil systemet gøre det let at skifte til ren elektrisk drift i plugin-modeller.
Volvo kalder opdateringen for "en af de største infotainment-opdateringer fra nogen bilproducent til dato."
"Den nye brugeroplevelse vil give en betydelig forbedring af kundeoplevelsen og er et vigtigt skridt i Volvo Cars' rejse mod at levere teknologiløsninger til vores kunder," fortæller produkt- og strategichef Erik Severinson.
Disse Volvoer kan opdateres
Millionvis af Volvo’er står over for at modtage opdateringen, som står til at blive udrullet "Over The Air" gradvist over de kommende måneder og ind i 2025.
Volvos UX-chef Thomas Stovicek fortæller til Computerworld, at opdateringen er led i en konstant fintuning af Volvos brugeroplevelse.
Han forklarer, at selve interfacet i praksis vil variere lidt i udseende og antal kvikadgange, fordi det er tilpasset forskellige skærmstørrelser.
Opdateringen kan hentes på biler fremstillet fra 2020 og frem, forudsat at det ombordværende system er baseret på Android Automotive.
Følgende modeller vil modtage opdateringen:
- Volvo 40-serier: C40, XC40, EX40, EC40.
- Volvo 60-serier: S60, V60, V60 Cross Country, XC60.
- Volvo 90-serier: S90, V90, V90 Cross Country og XC90.
Om andre opdateringer kan komme i tale på sigt, kan Volvos UX-chef ikke røbe.
Han kan heller ikke præcisere, i hvor mange år Volvo vil understøtte eksisterende Android-baserede Volvo-modeller.
De netop lancerede versioner af XC90 og den nye elektriske EX90-topmodel er begge født med selskabets nye system.
Computerworld er inviteret til lanceringen af EX90 og XC90 i Göteborg af Volvo. Læs mere om Computerworlds principper for rejser her.